Analytikere: Glem bare svagt Lundbeck-kvartal

Man bør ikke fokusere så meget på Lundbecks svage afslutning på 2013, mener analytikerne. De nye produkter klarer sig godt. Men 2014 bliver slemt.
Foto: Lundbeck/PR
Foto: Lundbeck/PR
Af Ritzau Finans

Ganske vist var fjerde kvartal sidste år ganske svagt for medicinalselskabet Lundbeck, hvis man kigger på tallene for de sidste tre måneder af 2013 isoleret set. Men investeringscasen handler i langt større grad om de kommende år, og derfor bør en svag afslutning på 2013 ikke få den store effekt på prissættelsen.

Sådan lyder vurderingen fra to analytikere, som Ritzau Finans har talt med efter årsregnskabet for 2013 torsdag morgen.

Mellemkvartal

"Vi vidste, at fjerde kvartal ville blive et mellemkvartal, som ikke rigtigt betyder noget i investeringscasen. Ebixa har haft lidt hårdere generisk konkurrence end ventet, og valuta har ramt lidt hårdere end ventet. Men fokus er på 2014 og udrulningen af blandt andet Brintellix," siger Morten Larsen, der er Lundbeck-analytiker hos ABG Sundal Collier, til Ritzau Finans og opsummerer:

"Fjerde kvartal var blødt på tallene, og så er der en nedjustering af toplinjen for næste år, men der er ikke meget nyt at lære her."

Nogenlunde samme udmelding kommer fra Michael Friis Jørgensen, der er Lundbeck-analytiker hos Alm. Brand Markets.

2014 bliver slemt

"Lundbeck-casen er velkendt. 2014 bliver slemt, 2015 bliver knap så slemt, og så kigger vi alle sammen frem mod 2016. 2014 bliver et massivt lanceringsår, så der bliver stort set ingen indtjening i selskabet," siger han til Ritzau Finans og uddyber:

"Kigger man på fjerde kvartal var det skuffende, og det vil aktien reagere på, men hvis man kigger fremad, er der ikke nogen alarmklokker, der ringer. Et voldsomt kursfald er en overreaktion efter min mening."

Begge analytikere er desuden enige om, at Lundbecks nye produkter, der omfatter Xenazine, Sabril, Sycrest, Lexapro i Japan, Onfi, Treanda, Selincro, Abilify Maintena og Brintellix, var et klart lyspunkt i regnskabet.

Nye produkter stærke

I fjerde kvartal voksede salget af de nye produkter med 55 pct. til 904 mio. kr., mens de set over hele sidste år opnåede en vækst på 45 pct. til 3096 mio. kr. Nok til at udgøre omkring en femtedel af Lundbecks samlede salg.

"Nye produkter klarer sig rigtig, rigtig godt. Og det er med til at overbevise mig om, at der ikke er noget at være nervøs for på længere sigt, selv om tallene for fjerde kvartal var underdrejet," siger Michael Friis Jørgensen.

Aktiemarkedet er dog ikke helt i sync med analytikerne. Lundbeck-aktien startede torsdagen med at være mere end 10 pct. nede, men efter knap 10 minutters handel falder papiret med 6,4 pct. til 127,50 kr.

 Lundbeck slutter 2013 med dyk

 Lundbeck-optakt: Fokus på vanskeligt 2014 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også