Giganter vil bekæmpe Alzheimers og diabetes

Ti store medicinalselskaber er gået sammen med de amerikanske sundhedsmyndigheder i et storstilet samarbejde, der skal føre til ny viden og i sidste ende nye behandlinger af diabetes, Alzheimers og autoimmune sygdomme.
Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

Amerikanske National Institutes of Health (NIH), 10 store medicinalaktører og en række non-profit organisationer er gået sammen i et nyt storstilet partnerskab. Det fremgår af en pressemeddelelse fra NIH.

Målet er, at revolutionere de nuværende modeller for identificering og validering af de mest lovende sygdoms-targets til brug for nye lægemidler og diagnostiske produkter.

Projektet, som bærer navnet The Accelerating Medicines Partnership (AMP), skal identificere de biologiske mål, såkaldte biomarkører, for sygdommene diabetes, Alzheimers, leddegigt og lupus, og de involverede parter vil tilsammen spytte 230 mio. dollar i projektet over en periode på fem år.

AMP er et såkaldt præ-kompetitivt initiativ, hvor de involverede selskaber skal dele data, vævs- og blodprøver, samt forskere. Men selskaberne må ikke gøre brug af data eller opdagelser fra projektet i deres egen lægemiddeludvikling, før disse bliver gjort tilgængelige for offentligheden. Herefter er der frit spil.

For høj fejlmargin

”Patienter og sundhedsudbydere sætter deres lid til, at videnskaben kan finde frem til bedre og hurtigere måder at opdage og behandle sygdomme på og dermed forbedre patienternes livskvalitet. På nuværende tidspunkt investerer en masse penge og tid i områder med høje fejlrater, mens patienter og deres familier bare må vente. Alle dele af den biomedicinske verden er enige om, at der er stort behov for nye tilgange,” udtaler NIH-direktør Francis S. Collins. Han tilføjer:

”De gode nyheder er, at nye markante fremskridt i grundforskningen åbner nye muligheder for lægemidler. Men ingen af os kan klare denne udfordring alene, og det er på tide, at vi arbejder sammen på nye måder for at øge vores kollektive chance for succes. Vi mener, at dette partnerskab er et vigtigt første skridt, som repræsenterer det mest omfattende initiativ til dato rettet mod at tackle dette vigtige problem.”

Vigtige aktører

De 10 medicinalselskaber, som deltager i projektet, er Sanofi, GlaxoSmithKline, Bristol-Myers Squibb, Johnson & Johnson, Takeda, Eli Lilly, Pfizer, AbbVie, Biogen Idec og Merck.

Selskaber som Amgen, AstraZeneca og Roche har sagt nej tak til at deltage i projektet. Det vides ikke, om nogen danske selskaber er blevet inviteret med i initiativet.

Herudover deltager American Diabetes Foundation og Alzheimer’s Association, som begge vil hjælpe til med at rekruttere patienter til kliniske forsøg, samt industriorganisationen PhRMA og medicingodkendelsesmyndigheden FDA.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også