Novo-selskaber blandt verdens mest bæredygtige

Novozymes er blevet udnævnt til ”Industry Leader”, mens også Novo Nordisk er blandt de blot 3 danske selskaber i den netop udsendte Sustainability Yearbook 2014.
Foto: Novozymes
Foto: Novozymes

Hvert år undersøger virksomheden RobecoSAM en række store selskaber på tværs af en stribe industrier og lande for at finde frem til verdens mest bæredygtige - og i år er der dansk islæt på den øverste hylde.

Novozymes er således blevet udnævnt til såkaldt Industry Leader, en titel som kun gives til det selskab fra hver af de mange industrier, der har klaret sig bedst – og det danske selskab udmærker sig indenfor biotekindustrien.

Biotek-leder

Til dette års udgave af The Sustainability Yearbook har man evalueret 818 selskaber indenfor 59 forskellige industrier fra 39 lande verden over på baggrund af bæredygtighed og CSR (Corporate Social Responsibility), og 460 af disse virksomheder er blevet inkluderet i årbogen.

Herefter har man udpeget en Industry Leader indenfor hver industri, mens de resterende selskaber har kunnet score guld, sølv eller bronze alt efter, hvor langt de ligger fra det førende selskab.

Og Novozymes er altså blevet anset, som det bedste selskab på dette punkt indenfor biotek-industrien. Udnævnelsen skal dog ses i lyset af, at der kun er et andet selskab i denne kategori, nemlig den amerikanske biotek-gigant Biogen Idec.

Giganter på banen

Men kigger man på de traditionelle life science-kategorier samlet set, er der dog en del virksomheder, som har sneget sig med i årbogen i 2014.

Indenfor medicoindustrien finder man 4 virksomheder anført af industrilederen Abbott efterfulgt af Baxter, Medtronic og Smith & Nephew, mens der på medicinalområdet er fundet plads til hele 10 selskaber, heriblandt flere storkoncerner.

Medicinalfeltet føres an af schweiziske Roche, men der er også blevet plads til selskaber som AbbVie, AstraZeneca, Bayer, GSK, J&J, Novartis, Sanofi og danske Novo Nordisk. Novo Nordisk har opnået sølv, hvilket gives til selskaber, som ligger mellem 1 og 5 pct. efter industrilederen.

Den eneste danske virksomhed på listen udover Novo-selskaberne er vindmølleproducenten Vestas, som er inkluderet på listen under kategorien Machinery and Electrical Equipment.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også