Kvindelig professor modtager EU-millioner

Professor Marja Jäättelä fra Kræftens Bekæmpelse modtager 18 mio. kr. fra Det Europæiske Forskningsråd til videre forskning inden for kræftcellers livsprocesser.
Foto: Tomas Bertelsen
Foto: Tomas Bertelsen

Professor Marja Jäättelä har for nylig vist, at en lang række ældre og velkendte lægemidler mod andre sygdomme ser ud til også at kunne bekæmpe kræft. Den forskning er så interessant, at Det Europæiske Forskningsråd (ERC) nu har valgt at tildele hende et af de såkaldte ’Advanced Grants’. Det medfører 18 mio. kr. til den videre forskning. Det fremgår af en meddelelse fra Kræftens Bekæmpelse.

”Jeg er naturligvis både glad og beæret over at modtage sådan en anerkendelse for min forskning. Det er dog ikke mig alene men hele mit forskerteam her i Kræftens Bekæmpelse, som har arbejdet hårdt for resultaterne. Dem vil jeg meget gerne dele æren med, udtaler Marja Jäättelä, Center for Kræftforskning i Kræftens Bekæmpelse.

Ifølge meddelelsen fra Kræftens Bekæmpelse har Marja Jäättelä undersøgt en lang række specifikke lægemidler, som oprindeligt var udviklet mod bl.a. depressioner, hjertesygdomme, malaria og allergier. Mange af disse lægemidler har særlige egenskaber, som viser sig at kunne slå kræftceller ihjel, når de bliver anvendt rigtigt.

Kombinerer man eksempelvis kemoterapi med et af disse lægemidler, kan det lade sig gøre at dræbe kræftcellerne hurtigere. De allerede godkendte lægemidler har også færre bivirkninger end kemoterapien, som består af forskellige giftstoffer. Den ny cocktail af kemoterapi og ”genbrugsmedicin” har også en anden fordel, meddeler Kræftens Bekæmpelse; behandlingen kan bruges ved resistens.

Få danske modtagere

”Vi har opdaget et punkt, hvor kræftceller er særlig sårbare i modsætning til normale celler. Alle celler indeholder såkaldte lysosomer - små blærer fyldt fordøjelsesenzymer, som ødelægger cellen, hvis de slipper ud. Kræftcellers lysosomer har en membran – en væg – som er mere sart end hos normale celler, udtaler Marja Jäättelä. Hun tilføjer:

”Vi har fundet et enzym, ASM - Acid Sphingomyelinase, som er med til at forstærke den membran. Og det viser sig, at flere af de velkendte lægemidler netop indeholder egenskaber, som hæmmer det enzym og gør membranen mere skrøbelig. Der kan så at sige ”bores huller” i membranen, så de giftige fordøjelsesenzymer siver ud og dræber kræftcellen indefra, udtaler professoren.

ERC har uddelt Advanced Grants til i alt 284 forskningsprojekter, hvor i alt fem er gået til forskere i Danmark inden for enten fysik, ingeniørvidenskab eller life science.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også