Alm. Brand: Søgsmål betyder intet for værdisætning

Søgsmålet, der har ramt danske Novo Nordisk, vedrørende selskabets mulige blokering for generisk konkurrence, forventes ikke at få betydning for aktiekursen.
Foto: Jens Dige/ JP
Foto: Jens Dige/ JP
Ritzau Finans

Det har ikke den store betydning for Novo Nordisk-aktien, at det danske medicinalselskab er havnet i et fælles søgsmål, hvor en række indkøbsselskaber i USA anklager Novo for at have blokeret for generisk konkurrence (kopimedicin) til diabetespillen Prandin.

Sådan lyder vurderingen fra Alm. Brand Markets i bankens morgenbrev tirsdag.

"På grund af Prandins lave salg ser vi ikke dette søgsmål være af væsentlig betydning for Novos værdisætning. Da dette produkt er det eneste i Novos portefølje (der er løbet af patent), er der ikke væsentlig fare for, at nogen af de større produkter vil rammes af det samme," skriver Alm. Brand Markets.

Prandin løb af patent i USA i juli sidste år, da Sun Pharmaceuticals fik tilladelse til markedsføring af en generisk version fra de amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA.

Novo Nordisk solgte diabetespiller for samlet 1879 mio. kr. i de første ni måneder af 2013 - svarende til blot omkring 3 pct. af den samlede omsætning på 61.874 mio. kr. Ifølge Novo Nordisk selv vil det skære 1 pct.point af salgsvæksten i fjerde kvartal - eller omkring 200-250 mio. kr. - at Prandin er løbet af patent.

Alm. Brand Markets har anbefalingen "køb" af Novo Nordisk med et tilhørende kursmål på 220 kr. Novo-aktien faldt med 0,3 pct. til 211,30 kr. i mandagens handel.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også