Bavarian får godkendt koppevaccine i Canada

Endnu en blåstempling af koppevaccinen er på bordet for Bavarian Nordic, der netop har fået en godkendelse fra de canadiske myndigheder.
Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
Af Ritzau Finans & Leonora Beck

Bavarian Nordisk har af de canadiske sundhedsmyndigheder fået godkendt sin koppevaccine Imvamune til vaccination mod koppevirus i nødsituationer.

Det meddeler det danske selskab, der har samarbejdet med den canadiske regering om landets biologiske forsvar siden 2008, da Bavarian fik en kontrakt på levering af 20.000 doser Imvamune, som blev fulgt op af en suppleringsordre i 2012.

Imvamune er godkendt til voksne, der er kontraindikeret til vaccination med replikerende koppevacciner, hvilket vil sige personer med svækket immunforsvar og hudlidelser, meddeler Bavarian Nordic, der tidligere i år modtog EU-kommissionens godkendelse til brug i den generelle voksne befolkning i alle 28 EU-lande.

"Den canadiske godkendelse af Imvamune er en fortsættelse af vores gode samarbejder med regeringer om deres biologiske beredskab. Vi har samarbejdet med den amerikanske regering omkring udviklingen af vores koppevaccine i mere end 10 år, og er tilfredse med, at Canada nu også drager nytte af dette succesfulde samarbejde," udtaler Anders Hedegaard, administrerende direktør i Bavarian Nordic.

"Denne godkendelse er en yderligere validering af vores MVA-BN vaccineteknologi, som vi har udviklet og kommercialiseret med succes," fortsætter Bavarians topchef i meddelelsen.

Nyheden bør understøtte aktien i dag, mener Nordea Markets, der anbefaler Stærkt Køb med kursmål 110. 

Nogle måneder efter EU-godkendelsen af Bavarian Nordics koppevaccine er salget begyndt i en række lande. Topchefen forventer, at Danmark følger trop, men det europæiske salg er småt sammenlignet med det amerikanske. Læs mere om, hvordan det står til i EU her: Bavarian til angreb på europæisk marked

Del artikel

Relaterede artikler

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også