Ugebrev: Lundbeck-aktien er for dyr

Lundbecks aktiekurs afspejler ifølge Aktieugebrevet ikke de risici og udfordringer, som selskabet står over for i de kommende kvartaler.
Foto: Lundbeck/PR
Foto: Lundbeck/PR
Af Ritzau Finans

Aktierne i medicinalkoncernen Lundbeck er for dyre vurderet i forhold til den usikkerhed, der ligger i aktien.

Det vurderer Aktieugebrevet.

"Lundbeck-aktien handles fortsat meget højt. Den nuværende markedsværdi er på ca. 24 mia. kr. og med vore estimater for driftsresultat i 2013 på 1,6 mia. kr. samt en af Lundbeck guidet skatteprocent på over 40, betyder det, at Lundbeck formentlig blot vil levere et nettoresultat på omkring 900 mio. kr. i indeværende år," skriver ugebrevet.

Aktien handles til en P/E på 26-27.

Usikkerhed

"Dette er for dyrt og afspejler på ingen måde de risici og de udfordringer, Lundbeck står over for i de kommende kvartaler," skriver ugebrevet, der giver aktien en salgsanbefaling og sætter kursmålet til 59 kr. mod en børskurs fredag på 120,0 kr.

Usikkerheden i aktien består trods godkendelse af Brintellix og Ability Maintena af en forestående europæisk kommerciel lancering af Selincro samt en række opjusteringer i de seneste måneder.

"Vi er fortsat meget skeptiske i forhold til Lundbeck-aktien, når vi kigger frem til 2014. Det er fortsat vanskeligt at se, hvordan Brintellix skiller sig ud fra en række af de nuværende antidepressiver, hvoraf flere endda allerede er løbet af patent og dermed er prissat lavt," skriver ugebrevet, der ser et moderat globalt peaksale på ca. 3 mia. kr. for Brintellix.

Desuden venter ugebrevet, at patentudløbet for Ebixa og Cipralex i Europa vil slå igennem for fuld kraft i 2014, hvilket ugebrevet skønner vil koste ca. 1-2 mia. kr. på omsætningen.

"Dertil skal lægges, at 2014 og 2015 vil blive investeringsår for Lundbeck. Man i er færd med at foretage massive omstruktureringer af organisationen og samtidig vil R&D-udgifterne være stigende blandt andet pga. omfattende fase 3-studier med LuAE58054," lyder vurderingen.

 Lundbeck: Her ligger fokus i 2014 og 2015

 Analytiker: Basen tegner mere solid inden svært 2014

 Lundbeck falder mindre end ventet 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også