Lundbeck taber omstridt højesteretssag

Højesteretten har ophævet det fogedforbud, som Østre Landsret havde nedlagt imod Actavis' antidepressiv-kopier til det danske marked. Dermed taber Lundbeck patentsagen og skal endvidere betale kopiproducenten et millionbeløb.
Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

Efter flere års tvist i det danske retssystem er sagen mellem det danske medicinalselskab Lundbeck og den internationale kopigigant Actavis nu afgjort, og det blev sidstnævnte, der endte som sagens vinder.

Således har Højesteret onsdag fældet dom og ophævet det fogedforbud, som Østre Landsret havde nedlagt imod Actavis' kopiversion af depressions-lægemidlet escitalopram, markedsført som Cipralex af Lundbeck, til det danske marked.

Det vil sige, at det nu står kopigiganten frit for at sælge kopiversionen af lægemidlet i konkurrence med Lundbeck og parallelimportører.

Læs også: Lundbeck: Overrasket og skuffet over dom

Krænker ikke patent

Først fik Lundbeck medhold i et fogedforbud mod at sælge en generisk version af escitalopram i byretten i Helsingør. Den dom blev efterfølgende anket til Østre Landsret, der i maj 2011 stadfæstede byrettens dom.

Men nu har Højesteret givet Actavis tilladelse til at sælge tabletterne, der produceres af Dr. Reddy's, på det danske marked.

"På den anførte baggrund finder Højesteret, at Actavis inden for rammerne af denne forbudssag har godtgjort, at selskabets escitalopram-tabletter til det danske marked alene er produceret efter den metode, som Dr. Reddy’s selv har udviklet. Lundbeck har dermed ikke sandsynliggjort, at Actavis ved fremstilling af escitalopram-tabletterne krænker Lundbecks rettigheder i henhold til Lundbecks danske patent (...) Højesteret tager herefter Actavis’ påstand om ophævelse af forbuddet til følge," skriver Højesteret i sin afgørelse.

Sagens værdi

Parterne har ifølge Højesteret oplyst, at sagen efter et forsigtigt skøn har en værdi på ca. 100 mio. kr.

I forhold til selve de omkostninger, der har været i forbindelse med de retslige tvister, så skal det danske selskab betale kopiproducentens sagsomkostninger.

"På baggrund af det anførte og under hensyn til sagens omfang og udfald finder Højesteret efter en samlet vurdering, at Lundbeck i sagsomkostninger for fogedret, landsret og Højesteret skal betale 6 mio. kr. til Actavis," står der således i afgørelsen.

Lundbeck har ifølge selskabets seneste årsrapport desuden 'verserende sager omhandlende immaterielle rettigheder vedrørende escitalopram i Australien, Belgien, Brasilien, Canada, Danmark, Grækenland, Holland, Portugal, Saudi-Arabien, Spanien, Storbritannien og Nordirland, Ungarn og Østrig'.

Hele afgørelsen kan læses her.

 Højesteretsdom på trapperne i Lundbecksag

 Kopikæmpe angriber nyt dansk patenttvist-system

 Lundbeck i hemmeligt forlig med kopi-rival 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også