Dansk biotekselskab tæt på ny kapital og fase 2

Et dansk biotekselskab har fået positive resultater fra en række fase 1-forsøg. Data, der skal anvendes i en kapitalrejsning i august, så man for første gang kan starte et fase 2-studie.
Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

Danske CytoVac rejste ny kapital i januar, og til august skal der på ny tilføres friske penge til selskabet. For i mellemtiden har selskabet, som forsker i og udvikler lægemidler baseret på patienternes egne celler, der styrker kræftpatienters immunforsvar, fået positive resultater fra fase 1-programmet.

”Vi har fået afsluttet vores to kliniske fase 1-studier inden for hhv. prostatakræft og hjernekræft med nogle vældigt gode resultater. De resultater har bevirket, at vi lægger planer for at gå videre i fase 2 med hjernekræft-indikationen. Det vil vi starte op i efteråret. Prostatakræft-studierne i fase 2 venter lidt til, vi har fundet den rigtige partner. Det er et noget større sygdomsområde, og en noget tungere opgave at løfte, så der skal vi finde den rigtige samarbejdspartner,” siger Martin Roland Jensen, der er adm. direktør for CytoVac, til MedWatch og fortsætter:

”Vi taler med partnere i øjeblikket. Mere konkret kan ikke være på nuværende tidspunkt. Men der er bestemt en interesse fra potentielle partnere, og vi arbejder også meget aktivt med at finde en partner.”

Forhåndstilsagn om ny kapital

Fase 2-studierne inden for hjernekræft kan selskabet derimod selv løfte.

”Ja, sammen med vores nuværende investorer og gerne også med nye investorer. De vil blive inviteret ind efter sommerferien, hvor vi i august vil foretage en kapitalrejsning. Vi har en stærk opbakning fra vores investorer. Vi har allerede fået forhåndstilsagn om mere end 5 mio. kr. fra vores eksisterende investorkreds, men vi er også interesserede i at invitere andre med ind,” forklarer direktøren og tilføjer:

”Vi har sat en minimumsgrænse på 15 mio. kr., men håber bestemt, at vi kan komme nærmere de 35 mio. kr., baseret på vores rigtig gode data fra fase 1-studierne, hvor vi ikke alene har set, at vor behandling er sikker og veltolereret, som man gerne skal se i et fase 1-studie, men udover har vi også set rigtig overbevisende indikationer på, at tumorer skrumper, og vi nok forlænger livet for patienterne. Samtidig med at de oplever en bedre livskvalitet.”

Helt andet spil

CytoVac har netop afleveret et årsregnskab for 2012, der viser, at personaleomkostningerne næsten er fordoblet i forhold til året før, så de i 2012 udgjorde 6,56 mio. kr.

”Det er et udtryk for, at vi er gået ind i et meget højere aktivitetsniveau. Vi har flere ansatte, fordi vi skal kunne mere. Det er også, derfor vi skal rejse ny kapital. For nu går vi hen og bliver et klinisk fase 2-selskab, og det er et helt andet ball game, må man sige,” forklarer direktøren og tilføjer:

”Vi er desuden allerede i gang med at starte endnu et fase 1-forsøg op i en ny indikation – bugspytkirtelkræft. Simpelthen for at udbygge vores pipeline, og vi ser et stort, udækket behov i det sygdomsområde.”

Ifølge regnskabet blev resultatet før skat et minus på 12,2 mio. kr. Selskabet balance er på 15,3 mio.kr., og egenkapitalen er på 12,8 mio. kr.

Selv om selskabet altså snart skal gennemføre endnu et fase 1-studie og samtidig foretage et fase 2-studie for første gang, mens der også skal findes en partner til et mere omfattende fase 2-studie, så er direktøren fortrøstningsfuld i forhold til virksomhedens ressourcer.

”Vi har allerede kørt tre fase 1-forsøg, så det har vi en vis erfaring med, og det er relativt små forsøg med 15-20 patienter, så det er vi meget fortrøstningsfulde med. Og fremover så bliver organisationen større, så vi mander op i forhold til de større opgaver, der kommer i klinisk fase 2.”

 Millioner i ny kapital til dansk biotekfirma 

Del artikel

Relaterede artikler

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også