Direktør: Skab frirum til cowboys

Medicon Valley kan lære af San Diego og den plads, "byen" giver til skøre idéer. En kendt amerikansk professor i sociologi giver sit bud på årsagen til San Diegos forvandling. Og Medicon Valleys direktør svarer på, hvad vi kan bruge det til.
Foto: Casper Dalhoff, Jyllands-Posten
Foto: Casper Dalhoff, Jyllands-Posten
Af STEFAN SINGH KAILAY & HENRIK TÜCHSEN

Hvorfor og hvordan har San Diego i USA, et historisk knudepunkt for det amerikanske forsvar, udviklet sig til at blive en millionby. En by, der strutter af iværksætterlyst, bobler af optimisme, tiltrækker risikovillige investorer og skæve, kreative hjerner som få andre områder i verden – bl.a. inden for life science?

Svaret på det spørgsmål, skåret lidt ud i pap, skulle en kendt amerikansk sociolog, dr. Mary L. Walshok, fra netop San Diego – og universitetet UC San Diego - give de cirka 40 deltagere i Medicon Valley Executive Club på Hilton Copenhagen Airport i går aftes. Hun har i årtier studeret, forsket i og sammenlignet dynamiske regioner, og ikke mindst San Diego kender hun, bl.a. gennem sin opvækst, bedre end de fleste.

”San Diego var fra 1917 og frem til langt efter 2. verdenskrig en militærby, hvor både flåden og militæret investerede store summer i forskning og udvikling. Det skabte et miljø, der tidligt forstod, at teknologi kunne have økonomiske fordele. Samtidig gav militærets appetit for avanceret teknologi udslag i store bevillinger, der i begyndelsen var med til at danne ramme om forskningen og udviklingen,” fortalte hun.

San Diego tænkte stort

Hun forklarede, at der blev taget en række virkeligt gode beslutninger i forhold til foræringer af offentligt land og infrastruktur, hvilket var kritisk for udviklingen. Myndighederne havde store landområder, som de valgte at give til forskere og forskningsinstitutioner for at tiltrække verdensklasse-forskere til San Diego-området.

”Vi gik efter storheden med det samme. Universitetet hyrede ikke bare hvilken som helst professor, men gik efter Nobelpris-vindere. Det gav hurtigt en væsentlig anseelse, både nationalt og internationalt. Hvis man vil dyrke den gennembruds-innovation, der har været i fokus i San Diego, er det nødvendigt med den intellektuelle ildkraft. Rekrutteringen af forskere var meget strategisk og fokuseret.”

Det fokus har betydet, at der i dag er der mere end 75 forskningsinstitutioner, der trækker 3 mia. dollar i offentlige forskningsbevillinger, og samtidig er der i området kommet globale advokatfirmaer, 42 venturekapitalfirmaer, headhunter-firmaer og internationale marketingfirmaer.

”Man kunne ikke få et stort selskab interesseret i San Diego. Men så begyndte de at opkøbe teknologi fra mindre, innovative virksomheder i området, og nu er de store over det hele i San Diego,” pointerede hun og tilføjede:

Gevinster geninvesteret

”Vi opnåede en markant forpligtelse fra den private sektor, både i form af tid og ressourcer. Samtidig formåede vi også at skabe en identitetsfølelse og tilhørsforhold til området, der gjorde, at de dygtige mennesker blev, de investerede deres know-how, delte deres netværk, og pengene fra succeserne blev geninvesteret i lokale firmaer. Der hjalp klimaet og havet måske også.”

Kulturelle og sociale dynamikker har også spillet en væsentlig rolle for udviklingen i San Diego. Her nævner hun, at der er meritokrati.

”Den sociale diversitet er ekstraordinær. Du kan have en turban på, knapt nok tale engelsk og alligevel rejse venturekapital. Folk er ligeglade. Det hele er fokuseret på, hvor god man er. Det er meget konkurrencepræget.”

En cowboy-kultur

Samtidig har det også haft en effekt, at der er en form for cowboy-kultur i det californiske samfund.

”Kulturen er sådan, at hvis det er en virkelig skør idé, så bør man nok lytte efter. Det er vanskeligere at gøre steder, hvor der er traditionsrige institutioner og gamle virksomheder.”

Direktør: Vi skal skabe frirum

Adm. direktør i Medicon Valley Alliance, Stig Jørgensen, vært og blandt tilhørerne, fortæller efterfølgende til MedWatch, der deltog i mødet, at Medicon Valley inviterer Mary Walshok ”for at få inspiration fra hele verden til at udvikle vores egen region, selv om vi jo ikke bare kan kopiere San Diegos måde at gøre tingene på, herunder kulturen.”

”Men jeg bed mærke i San Diegos fokus på at få dygtige folk til stedet. Og brændstoffet i regional udvikling, nye virksomheder og vækst, er dygtige folk, der kan nogle ting, der er villige og har den risikovillighed, der skal til for at kaste sig ud i noget nyt – det kan være inden for forskning og det kan være at skabe en ny virksomhed,” siger Stig Jørgensen og tilføjer:

”Udenlandske talenter skal tilbydes nogle forskningsbetingelser, udfordringer, frirum og et miljø blandt andre dygtige; så tror jeg, man kan få en kerne af kompetencer, der kan være drivkraften. Det behøver ikke være nobel-pristagere, men topforskere. Vi har jo bl.a. set med Novo Nordisk Fondens projekter, at de har kunnet tiltrække udenlandske talenter, så vi er i gang. Men vi skal være meget bedre.”

Konforme danskere

Karakteristisk for San Diego er også entreprenør-ånden, det Mary Walshok kaldte cowboy-kulturen, mener han.

”Vi er alt for konforme herhjemme. Vi har, også i organisationer og bestyrelser, brug for cowboys, folk med vilde idéer og andre måder at se på tingene på, nogle der går mod strømmen. Vi skal være villige til at være fandenivoldske, hylde vores sejre og ikke banke folk ned, når de viser, at de er rigtig gode. Den mentalitet kan man ikke bare ændre, men man skal prøve at åbne op for det frirum til dygtige mennesker.”

En anden karakteristisk ting for San Diego er, som Mary Walshok nævnte, at når investorer har skabt noget godt og tjent penge, så reinvesterer de i virksomheder.

”Hvis nogle har tjent godt herhjemme på samme vis, bliver de brandbeskattet, og mange rejser ud for at beskytte værdier – se bare sportsstjerner, der flytter til Monaco,” påpeger Stig Jørgensen.

Politikere tænker kortsigtet

Politisk er det jo også en helt anden dagsorden, der er herhjemme, mener han.

”Vi snakker om vækstpakker etc., hvor man sænker selskabsskatten, og det er også fint. Men ellers går den politiske diskussion på dagpenge-reformer og forlængelse af dagpengeperioder osv. Men det er jo en helt gal dagsorden, det er jo ikke der, væksten kommer fra. Hvis vi virkelig skal have vækst, skal vi jo netop have enkeltindivider og grupper til at løbe risiko og reinvestere som i San Diego, så kommer der folk til at finansiere alle dem, der mister deres job.

Men det er herhjemme mere et spørgsmål om, at man fra politisk hold skal kunne tælle til 90, altså opnå flertal. Og da over 50 pct. af vælgerne på den ene eller anden måde lever af det offentlige, så er det jo suicidalt at foreslå at stimulere de få for at skabe vækst.”

 Topchef: Dansk biotek skal have et skub bagi

 Biotekformand: To skridt frem og et stort skridt tilbage

 MVA øger amerikansk satsning 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også