Medicinalvirksomheder melder sig ind i kampen mod doping

Der har i mange år været en modvillighed fra medicinalselskaberne mod at blande sig i doping-spørgsmålet. Men nu melder en række store aktører sig ind i kampen.
Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

Flere store medicinalvirksomheder er begyndt at samarbejde med anti-doping-foreninger for at komme dopingspøgelset til livs. Der har ellers tidligere ikke været nogen udbredt tradition for at medicinalselskaberne går helhjertet ind i kampen mod doping i idrætsverdenen. Det skriver New York Times.

David Howman, som står i spidsen for antidopingforeningen WADA (World Anti-Doping Agency), siger til avisen, at medicinalvirksomhederne tidligere ”følte at enhver omtale i forbindelse med antidopingkontrol ville være negativ.” Men de opdagede, at det forholdt sig stik modsat, forklarer han.

Flere virksomheder anerkender nu den positive signalværdi i at hjælpe antidopingforeningerne, og både Roche og GlaxoSmithKline er begyndt at evaluere alle nye lægemiddelskandidater for deres potentiale til at blive misbrugt som dopingmiddel og dele informationerne med WADA.

Og selskaberne bruger det sågar som en måde at profilere sig selv på, skriver avisen. Sidste år sponsorerede GSK f. eks. testlaboratorierne til sommer OL i London.

Win-win situation

Steven Elliott er videnskabsmand for Amgen – selskabet, der stod for udviklingen af det omstridte hormon EPO – og var med til at udvikle et andet udbredt dopingmiddel, Aranesp. Han forklarer, at der tidligere var en fejlagtig opfattelse af, at biotekvirksomheder bevidst udviklede stoffer, som kunne misbruges af sportsudøvere, for at øge deres salg.

”Der var en usikkerhed omkring det,” siger Steven Elliott, som nu er gået på pension, men stadig fungerer som bindeled mellem biotekselskaber og antidopingforeningen. Han tilføjer:

”Man var nødt til at komme til den erkendelse, at det var en win-win situation for begge parter.”

Har allerede værktøjerne

Ifølge New York Times, har de fleste medicinalselskaber allerede værktøjerne til at udvikle en dopingtest mod deres lægemidler, fordi sundhedsmyndigheder kræver, at de kan demonstrere, hvordan medicinen passerer gennem kroppen.

Under udviklingsprocessen designer virksomhederne derfor såkaldte reagenser, som kan identificere medicinen i kroppen. Og disse kan bruges til at udarbejde en test.

Olivier Rabin, som er videnskabelig direktør for WADA, siger dog, at der stadig er en del modvillighed at spore i industrien, og flere virksomheder vil ikke tage imod foreningens opkald. I de tilfælde lægger han pres på dem, ved at minde dem om, at deres konkurrenter allerede samarbejder med organisationen.

”Vi kender til de fremskridt, de gør med deres lægemidler, og vi ved, at vi helt naturligt vil nå frem til et samarbejdspunkt,” siger han. ”Vi er en lille smule stædige.”

Læs hele artiklen fra New York Times her.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også