Optakt: ALK's vækst ramt af vejrlig og krise

En række blide pollensæsoner lægger formentlig en presser på allergikoncernens resultater for 2012.
Foto: ALK-Abelló / PR
Foto: ALK-Abelló / PR
Af Ritzau Finans & Leonora Beck

Hvis man ellers kan sætte et kæmpe område som Nordeuropa i bås, så har europæiske allergikere nu oplevet et par milde pollensæsoner på stribe, og det kan meget vel have lagt en dæmper på antallet af lægebesøg og udskrivningen af allergivacciner.

For ALK betyder det, at væksten i vaccinesalget med stor sandsynlighed bliver ganske afdæmpet ikke bare i fjerde kvartal, men også i 2013. Behandlingen indledes typisk i vintermånederne op til pollensæsonen, så når først pollen er i luften er det for sent at opnå en effekt. Derfor vil snue og irriterede slimhinder under pollensæsonen 2013 med stor sandsynlighed først vise sig i tallene fra og med fjerde kvartal næste år.

Grazax ventes at stige

Medianen af analytikerestimaterne indsamlet af SME Direkt for Ritzau Finans indikerer et salg af de injektionsbaserede vacciner på 995 mio. kr. næste år mod 981 mio. kr. i 2012. Salget af de dråbebaserede vacciner, som især bruges i det kriseramte Sydeuropa, ventes at bakke til 739 mio. kr. fra 742 mio. kr. Endelig ses salget af ALK's tabletvaccine mod græsallergi, Grazax, stige til 233 mio. kr. fra 209 mio. kr.

I fjerde kvartal ventes ligeledes en flad udvikling i salget af de injektions- og dråbebaserede vacciner. Også ALK's eneste nuværende vækstdriver i vaccinesegmentet, Grazax, vil være påvirket af vejret.

"Vi vurderer, at de milde pollensæsoner fortsat vil være en modspiller for salget og estimerer på den baggrund en fremgang på 13,8 pct. til 55 mio. kr. i fjerde kvartal," skriver analytiker i Sydbank Søren Løntoft Hansen.

Han venter til gengæld, at ALK er lykkedes med at øge salget af adrenalinpennen Jext. Analytikere spår ifølge SME Direkt et salg på 54 mio. kr. i fjerde kvartal mod 36 mio. kr. året før.

Sætter sin lid til Jext

Langsigtet går ALK fortsat efter at nå en omsætning på 3 mia. kr. i 2015 samt et driftsresultat før af- og nedskrivninger, EBITDA, på mindst 25 pct. af omsætningen, eller mindst 750 mio. kr.

For at nå målet annoncerede ALK i sit seneste regnskab en række omstruktureringer og besparelser, der skal kappe 100 mio. kr. af omkostningerne. Desuden sætter selskabet sin lid til, at Jext vil bidrage med langt større indtjening i de kommende år, samt at selskabets amerikanske partner Merck til den tid vil have selskabets tabletvacciner mod græs- og ragweed-allergi på markedet i USA.

Merck afsluttede fase 3-forsøgene med tabletterne med succes sidste år, og administrerende direktør for ALK-Abelló vurderede i slutningen af oktober over for Ritzau Finans, at en stor forhindring i forhold til at nå 2015-målene, dermed er passeret.

Ansøgning i hus

Fredag eftermiddag meddelte ALK, at den amerikanske partner, Merck & Co., har indsendt en ansøgning om markedsføringstilladelse til de amerikanske sundhedsmyndigheder for ALKs tabletvaccine AIT mod græspollenallergi, der i Europa marekdsføres som Grazax. Det får på længere sigt betydning for ALK, når selskabet skal nå sine 2015-mål.

”Selskabet har forholdsvist aggressive 2015-mål, som de kan skuffe på. De er meget afhængige af, at tidsplanen holder. Og nu har vi fået det første hak i dag. Så kan ALK stadig nå at få nogle milepælsbetalinger og royalties inden 2015,” sagde Alm. Brand Markets-analytiker Michael Friis Jørgensen om ansøgningen.

ALK-topchef spår stor succes i USA - på sigt 

Analytiker: Ansøgningen kommer før tid 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også