Novo-konkurrent ser kun små forskydninger i store kontrakter

Der bliver ikke den store kamp om kontrakter for levering af diabetesmedicin i 2013, vurderer en af Novo Nordisks største konkurrenter
Ritzau Finans

Der tegner til et stille 2013, når det kommer til insulinproducenternes kamp om større kontrakter på leverancer af insulin i USA. Det vurderer Novo Nordisks store amerikanske konkurrent Eli Lilly.

Vurderingen kommer efter et par år, hvor Eli Lilly i 2011 vandt kontrakter for næsen af Novo Nordisk, blot for at tabe en vigtig kontrakt med den amerikanske sygesikring Caremark i 2012.

"Mens der kan ske små marginale ændringer, venter vi ikke tilsvarende forskydninger i 2013. Så jeg tror, at man vil se større stabilitet, når det kommer til betalernes adgang til produkterne. Det vil fortsat være et konkurrencepræget marked, når det kommer priser, refusioner og rabatter,"

vurderede IR-direktør i Eli Lilly Philip Johnson fredag på en telekonference i forbindelse med præsentationen af selskabets forventninger til i år.

Han pegede på, at selskaberne nu må opgive cirka halvdelen af prisforhøjelserne på listepriserne i form af rabatter, mens det for 4-6 år siden var omkring en tredjedel af prisforhøjelsen som blev spist op af rabatter.

Eli Lilly sælger blandt andet måltidsinsulinet Humalog i USA. Det ligger i direkte konkurrence med Novos tilsvarende insulin, Novolog. Eli Lilly har desuden en lang række nye diabetesmidler i pipelinen. I 2013 venter selskabet at offentliggøre detaljerede fase 3 data for GLP-1-analogen Dulaglutid, som Lilly venter vil blive en værdig udfordrer til Novos storsælgende diabetesmiddel Victoza.

I alt kan 2013 byde på registreringsansøgninger for tre nye diabetesmedikamenter fra Eli Lilly. Udover Dulaglutid er det diabetespillen Empagliflozin samt en ny version af franske Sanofis storsælgende langtidsvirkende insulin, Glargin.

Lillys indtjeningsforventninger til 2013 overraskede markedet positivt, og sendte Lilly-aktien 3,7 pct. højere til slutkurs 51,56 dollar. Lilly venter en ordinært resultat pr. aktie på 3,75-3,90 dollar mod analytikerforventninger om et justeret resultat på 3,71 dollar, ifølge Bloomberg News.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også