Professorer: Staten spilder millioner på diabetesmedicin

Professorer rejser krititik at den danske tilskudspolitik på diabetesområdet.  Nævn er i gang med at revurdere tilskudsregler.
Foto: colourbox
Foto: colourbox
Ritzau Finans

Spild af penge. Sådan beskriver flere førende diabetesforskere den danske tilskudspolitik på diabetesområdet. Det skrev Information lørdag.

Forskerne undrer sig over, at Sundhedsstyrelsens Medicintilskudsnævn i 2007 valgte at give diabetespatienter tilskud til de såkaldte insulinanaloger Lantus og Levemir, eftersom de nye præparater ikke er bedre end de ældre og billigere humane insuliner.

Alle evidensbaserede forsøg viser, at insulinanaloger ikke giver særlige fordele for patienter med type 2-diabetes. Alligevel bruger størstedelen af patienterne i Europa og Nordamerika analoger. Men hvis rige lande ønsker at spilde deres penge på denne måde, er det selvfølgelig deres eget problem, "siger Edwin Gale, der er professor på Bristol University, til Information.

Overtager markedet

Salget af Lantus og Levemir er siden 2007 tredoblet i Danmark og har stort set overtaget markedet, og det offentlige har i alt givet en halv milliard kroner i tilskud til de to produkter.

Både Novo Nordisk, som står bag Levemir, og Sanofi-Aventis, som står bag Lantus, påpeger over for Information, at analogerne giver færre tilfælde af lavt blodsukker om natten. Det er imidlertid kun få diabetespatienter, der har problemer med lavt blodsukker om natten.

Derfor kunne næsten alle helt problemfrit skifte medicin, vurderer professor på Cardiff University, Craig Currie:

"Det er tæt på 100 procent, der uden problemer kunne bruge human insulin. Alle ved, at det forholder sig sådan, men i nogle lande vælger man tilsyneladende at ignorere det - blandt andet i Danmark, "siger han.

Information kan dokumentere, at Lægemiddelstyrelsen siden 2004 har vidst, at de dyre analoger i langt de fleste tilfælde ikke er bedre end de billige alternativer. Alligevel valgte man i 2007 at give generelt tilskud. I Norge, Sverige og Tyskland er det som udgangspunkt kun de patienter, der har problemer med lavt blodsukker om natten, der kan få tilskud til Levemir og Lantus.

Sådan burde man også have gjort i Danmark, erkender formanden for Medicintilskudsnævnet, Mogens Laue Friis:

"Set retrospektivt i det ulideligt klare lys ville det være måden at gøre det på," siger han til Information.

Nævnet er i gang med at revurdere tilskudsreglerne til diabetesmedicin, og her lægger man op til at ændre tilskudsreglerne for Levemir og Lantus, understreger han.

Sundhedsminister Astrid Krag (SF) har ikke ønsket at kommentere sagen.

Novo Nordisks synspunkt uddybes i en sideartikel i Information lørdag med medicinsk direktør i Novo Nordisk, Anders Dejgaard, som kilde. han skriver bl.a. i en mail:

"Novo Nordisk er uenig i påstanden om, at insulinanaloger ikke har klare kliniske fordele frem for humant insulin. Det er veldokumenteret fra kliniske undersøgelser, at man ved brug af insulinanaloger kan opnå en bedre blodsukkerkontrol, hvilket på langt sigt betyder mindre risiko for at udvikle senkomplikationer.«

Ifølge direktøren hænger det sammen med undersøgelsernes design, når mange videnskabelige undersøgelser ikke viser nogen forskel mellem human insulin og insulinanalogerne:

"I mange af de studier der er gennemført til sammenligning af insulinanaloger og human insulin har man sikret ens blodsukkerkontrol i de to behandlingsgrupper for at kunne dokumentere andre sukkerafhængige forskelle imellem de to behandlinger. Den slags studier kræves af både de europæiske og amerikanske myndigheder, og kan ikke tages til indtægt for, at insulinanaloger ikke er bedre end human insulin hvad angår blodsukkerregulering," skriver han.

 

 

 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også