
Bejlerne kredser om Novo Nordisks amerikanske rival Amylin Pharmaceuticals og en lang række af de største medicinalselskaber har underskrevet fortrolighedserklæringer for at få adgang til vigtig produkt- og finansiel information om Amylin. Det oplyser kilder til Bloomberg News.
Blandt de selskaber, der har underskrevet fortrolighedserklæringer, er Pfizer, Astrazeneca, Sanofi, Merck, Takeda, Roche og Bristol-Myers Squibb.
Fristen for første runde bud er om to uger. Amylin har hyret investeringsbankerne Credit Suisse og Goldman Sachs som rådgivere. Salgsprocessen blev indledt i april efter pres fra den kendte aktionæraktivist og milliardær Carl Icahn i kølvandet af Amylin s afvisning af Bristol-Myers Squibbs bud på 22 dollar tidligere i år.
Amylins vigtigste aktiv er diabetes 2-midlet, Bydureon, der ligger i direkte konkurrence med Novo Nordisks tilsvarende middel Victoza.