Novo: Ny rival nærmer sig fedmemarkedet i USA

Endnu en Novo-rival er lykkedes med at få sat en fod i døren til det amerikanske marked for lægemidler til behandling af fedme.
Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
Ritzau Finans

Det amerikanske biotekselskab Arena Pharmaceuticals og partneren Eisai fik torsdag aften et uafhængigt ekspertpanels opbakning til, at vægttabsmidlet Lorcaserin bør godkendes af den amerikanske lægemiddelstyrelse, FDA. Det skriver flere medier.

Ekspertafstemningen viste overvældende flertal for en godkendelse med stemmerne 18-4. Tidligere har også amerikanske Vivus fået ekspertopbakning med stemmerne 20-2 til en godkendelse af selskabets vægttabsmiddel Qnexa, og dermed synes det marked for fedmemedicin i USA at åbne sig efter 13 år, hvor FDA ikke har godkendt nye midler og krævet andre trukket af markedet på grund af bivirkninger.

For Novo Nordisk kan en åbning til det amerikanske fedmemarked få en positiv afsmitning på analytikernes vurdering af udsigterne for en godkendelse af Novos Victoza, der er i de afsluttende fase 3 studier til behandling af fedme. Analytikere estimerer et kæmpe salgspotentiale for Victoza i fedme på helt op mod 7 mia. dollar, når salget topper. Victoza kan om alt går vel komme på markedet i 2014.

Positivt aktiemarked

FDA behøver dog ikke at følge ekspertpanelets anbefalinger, men gør det ofte. Arena Pharmaceuticals kan vente en afgørelse senest den 27. juni, mens afgørelsen vedrørende Vivus' fedmemiddel Qnexa er udskudt tre måneder til den 17 juli.

Aktiemarkedet har allerede reageret positivt. Ifølge Reuters blev Arenas aktiekurs op mod fordoblet på eftermarkedet. Desuden steg konkurrenten Orexigen 15 pct. Også Orexigen forsøger at udvikle et lægemiddel til behandling af fedme.

Endelig viste Arena og Eisai, at de tillægger eksperternes vurdering afgørende vægt. De meldte kort efter godkendelsen ud, at de udvider samarbejdet til at omfatte Canada, Mexico og Brasilien.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også