Industrien: Omlægning af medicintilskud rammer de svage

Lægemiddelindustrien går til angreb på myndigheders omlægning af medicintilskud. Samtidig kritiserer specialkonsulent indirekte de praktiserende læger, der ikke sikrer optimal behandling til de svage – fordi de ikke får penge for det.
Foto: Brian Hoskins / Stock.Xchng
Foto: Brian Hoskins / Stock.Xchng

Relativt mange patienter fra især de svageste grupper i samfundet dropper medicinsk behandling, når myndighederne ændrer tilskudsregler for medicin. Baggrunden er både en anderledes effekt af en ny type medicin, bivirkninger – og den kendsgerning, at de praktiserende læger ikke altid sikrer svage patienter optimal medicinsk behandling.

Det er det opsigtsvækkende budskab fra Lægemiddelindustriforeningen (LIF), der nu ifølge specialkonsulent Søren Beicker har besluttet at granske databasen med informationer om frafald af medicinsk behandling på individ-niveau.

Granskningen skal ses i lyset af, at myndighederne via Medicinaltilskudsnævnet er fuld gang med at omlægge tilskud til medicin.

”Tilskudsreformer havde effekt i 2011, og det er noget, man registrerer hen ad vejen. Nu er tiden så fremskreden, at vi begynder at have et billede af, hvad der er de behandlingsmæssige konsekvenser af det her. Er der nogen patienter, der falder fra, og hvem er det? Det agter vi at kigge nærmere på. Vi har allerede nu nogen indikationer på, at tilskudsomlægningerne er problematiske,” siger Søren Beicker til MedWatch.

De svage patienter

Hvis nogle lægemidler efter omlægning af tilskud ikke længere kan gives til patienter med generelt tilskud - dvs. hvor lægen blot skal sætte et kryds på recepten - så kan lægen søge enkelttilskud for en patient.

Men når enkelttilskud erstatter generelt tilskud øges uligheden i sundhed, mener konsulenten. Det skal forstås på den måde, at de ”socio-økonomisk svagere stillede grupper” formentlig har sværere ved at få et enkelttilskud end stærkere grupper.

”Vi har taget initiativ til en nærmere undersøgelse af disse forhold og forventer at kunne have et resultat inden sommeren 2012,” påpeger Søren Beicker.

Hvorfor har svagt stillede sværere ved at få enkelttilskud?

”Grundliggende er problemet med enkelttilskud, at i modsætning til nærmest alle andre ydelser hos lægen, så får lægen ikke honorar for at ansøge om enkelttilskud, og det er kun lægen, der kan gøre det. Så der er formentlig en vis overtalelseskraft forbundet med det.

For at skære det ud i pap kan man sige, at hvis du er en selvsikker, veluddannet ung mand, har du måske bedre kapacitet til at få en læge til at gøre det, end hvis du er en ældre autoritetstro pensionist.”

Men selv svage personer kan vel tage det andet produkt?

"Ja, nogle vil kunne lave et skift problemfrit, men Ministeriet for Sundhed og Forebyggelses egen analyse viser, at 21 procent oplever problemer med generiske medicinskift, og at behandlingsfrafaldet stiger med 3 procentpoint, formentlig på  grund af bivirkninger og oplevelsen af en ændret effekt. Ikke alle lægemidler virker på alle mennesker; de supplerer hinanden. Det er der god videnskabelig evidens for.”

Grundlaget for hypotesen i Lif er således, at Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse i 2009 udarbejdede en rapport, hvor de så på generisk medicinskifte. Det vil sige, hvad sker der, når man skifter mellem to forskellige kopier af det samme produkt. Konklusionen var som nævnt, at behandlingsfrafaldet stiger med tre procentpoint, og mange har problemer med at skifte.

”Når man nu med en omlægning af tilskudsordninger får et skift mellem forskellige lægemidler med forskelligt indholdsstof, forventer vi et større frafald, fordi der er større forskelle i bivirkningsprofiler,” siger specialkonsulenten.

Blodtryks-sænkende medicin

Er der nogen sygdomsområder, der er specielt berørte?

”Der var en kæmpe tilskudsomlægning på blodtrykssænkende behandling i 2010. Den vil vi fokusere nærmere på den kommende tid. Og lige nu er Sundhedsstyrelsen ved at træffe afgørelse på smertebehandling, der dækker alt fra kræftpatienter til kronisk hovedpine. Her vil man fratage tilskud til alle lægemidler med undtagelse af et lægemiddel.”

Søren Beicker siger, at det er et problem, fordi der ikke er et enkelt smertestillende produkt, der kan hjælpe alle patienter. Gives det samme lægemiddel i samme doser til en gruppe af patienter med samme lidelse, vil patienterne ikke opleve samme effekt, forklarer han.

”Nogle vil opleve den ønskede effekt på lidelsen, mens andre slet ikke eller kun i et vist omfang vil opnå den ønskede virkning. Det faktum, at lægerne har et bredt behandlingsudbud sikrer, at flere patienter kan behandles med tilfredsstillende effekt.”

Ikke industriens livret

Omlægning af medicintilskud, der typisk medfører besparelser for det offentlige, er ikke industriens livret. Og formanden for Lif, direktør Dorthe Mikkelsen, sagde da også på Lifs generalforsamling i sidste uge:

”Lif har over for myndighederne sandsynliggjort, at beslutningen om at undtage en lang række af lægemidler fra ordningen om generelt tilskud reducerer kvaliteten af den medicinske behandling. Indrømmet - de gode argumenter har kun i begrænset omfang haft gennemslagskraft i forhold til den spareøvelse, som revurderinger af lægemidlers tilskudsstatus må anses for at være.”

Hun advarede dog også myndighederne om, at industrien vil sætte fokus på netop konsekvenserne af omlægningen:

”Men tiden arbejder for os. I takt med at omlægningen af lægemiddelforbruget bliver registreret i databaser, bliver det også muligt at undersøge effekten af de gennemførte tilskudsændringer. Vi vil derfor fortsat og vedvarende arbejde for at dokumentere konsekvenserne af tilskudsændringerne. Vi håber og tror på, at egentlig dokumentation rent faktisk kan bidrage til at nuancere afgørelser om revurdering af lægemidlers tilskudsstatus.”

Spareøvelse går ud over medicinsk behandling

 

Prøv MedWatch gratis og uforpligtende i 40 dage, og modtag samtidig vores gratis nyhedsbrev to gange dagligt.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også