Dansk eksport af lægemidler til Kina i stort væksthop

Eksportstigningen til de store, nye økonomier på udviklingsmarkederne skyldes bl.a.  salget af lægemidler. Især Kina og Brasilien rykker.
Foto: Pavla Brcakova / Stock.Xchng
Foto: Pavla Brcakova / Stock.Xchng
af KRESTEN MORTEN MUNKSGAARD

Kina kommer til at spille en stadig større rolle i den globale medicinalindustri, og kilder har bl.a. peget på massive investeringer i sundhedssektoren, men også udvikling af lægemidler. Men der er også masser af potentiale, når det gælder danske eksport.

Det fremgår af nye tal fra Danmarks Statistik, der både viser eksporten i januar og de seneste tre måneder:

”I den seneste tre måneders periode steg eksporten af kemikalier og kemiske produkter 6,2 pct. som følge af øget salg af især lægemidler til bl.a. Kina,” skriver Danmarks Statistik, der også fremhæver lægemiddeleksportens betydning for det samlede salg til de nye fremadstormende økonomier i Brasilien, Rusland, Indien og Kina – populært kaldet BRIK-landene.

”Til vækstlandene Brasilien, Rusland, Indien og Kina (BRIK) steg eksporten i den seneste tre måneders periode 16,9 pct. Dette skyldes bl.a. øget salg af lægemidler”

Brasilien og Kina i eksplosiv stigning

Ser man på de konkrete tal, eksporterede danske virksomheder i de seneste tre måneder for 24,9 mia. kroner inden for området kemikalier og kemiske produkter, som også indeholder medicin.

Danmarks Statistik opgør også eksporten for området "Medicinske og pharmaceutiske produkter", men her er tallene endnu ikke offentliggjort for januar 2012. Af tallene for november og december 2012 fremgår det dog, at der er sket en markant fremgang i eksporten til specielt Kina og Brasilien.

Eksporten af medicinske og pharmaceutiske produkter til Kina var de sidste to måneder af 2011 på 564 mio. kr. sammenlignet med 274 mio. kr. for samme periode i 2010. For Brasilien er de tilsvarende tal henholdsvis 358 mio. kr. for 2011 og 146 mio. kr. for 2010.

Samlet set var lægemiddel-eksporten til de såkaldte BRIK-lande på 1,4 mia. kr. i de sidste to måneder af 2011 mod 779 mio. kr. i november og december af 2010.

Eksporten af lægemidler udgjorde i 2011 57,4 mia. kr., svarende til ca. 10 pct. af Danmarks totale eksport

I januar steg den samlede danske eksport 2,2 pct., mens importen faldt 3,2 pct. Set over de seneste tre måneder er såvel eksport som import steget med 3,0 pct. Overskuddet på handels-balancen var i januar på 8,3 mia. kr., hvilket er det højeste siden marts 2010, oplyser Danmarks Statistik

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også