Lundbeck-direktør fortryder outsourcing

Først hjemme, så ude og nu hjemme igen. Det danske medicinalselskab Lundbeck har valgt at gå den modsatte vej af mange andre og trækker sin produktion tilbage til selskabets egne fabrikker. Det skriver Berlingske.
Lundbeck valgte ellers at outsource næsten 70 pct. af produktionen i 2004, men det var en fejl, og størstedelen af de 70 pct. er nu trukket hjem igen.
"I 2004 forstod vi ikke, hvor meget mere effektive vi faktisk kunne blive. Vi skulle ikke have outsourcet, men gjorde det, og er blevet klogere," siger Lars Bang der er vicedirektør i Lundbeck og har ansvaret for produktionen.
I stedet for har selskabet ved hjælp af den japanske Lean-model effektiviseret produktionen. Samtidig er der også blevet kigget grundigt på ledelseskulturen i selskabet, og Lars Bang fremhæver over for Berlingske, at det er forandringerne hos medarbejderne, der gør forskellen.
"Der, hvor du får den store effekt, er, når du får lavet den kulturelle og ledelsesmæssig forandring. Uden dem er der ikke noget specielt ved Lean. Lean handler selvfølgelig om værktøjer og metoder og den slags, men det er i langt højere grad et HR- og ledelsesprojekt. Det drejer sig om medarbejderudvikling."
Lundbecks produktion har cirka 1000 medarbejdere fordelt på Danmark, Italien, Mexico og snart kommer Kina også med i gruppen.