Neurosearch får fornyet håb om fedme-projekt

Et ekspertpanel under den amerikanske lægemiddelstyrelse, FDA, har tændt et håb hos biotekselskabet Neurosearch om fornyet partnerinteresse for selskabets lægemiddelkandidat, Tesofensin, mod fedme.
Ritzau Finans

Eksperter anbefalede onsdag aften en godkendelse af medicinalselskabet Vivus' vægttabsmiddel Qnexa. Det skete med et overvældende flertal på 20-2, og vælger FDA at følge eksperternes klare indstilling, bliver det den første godkendelse i USA af receptpligtig medicin mod fedme siden 1999.

Neurosearch håber, at begivenheden kan puste nyt liv i Tesofensin. Analytikere er derimod skeptiske.

På standby

Fedmestudierne har qua pengemangel længe været sat på stand by, da det efter en årelang søgeproces ikke har været muligt at finde en partner.


"Der er selvfølgelig ikke noget konkret på den korte bane på baggrund af, at Qnexa har fået en positiv tilkendegivelse fra et ekspertpanel. Men noget af det, der har forhindret en partneraftale for Tesofensin, har været usikkerhed om, hvor myndighederne stod.

Er det sådan, at Qnexa rent faktisk godkendes, så er der i hvert fald mere klarhed om den regulatoriske situation," siger Neurosearchs finansdirektør Rene Schneider til Ritzau Finans.

Aktiehop

Neurosearch-aktien stiger trods analytikerskepsis med 11 pct. til kurs 17,8.
Medicinalanalytiker i Nordea Michael Novod, er blandt de, der mener, at man bør være varsom med, at lade Vivus' succes smitte af på Neurosearch.

Det skyldes, at Tesofensin bivirkningsmæssigt har nogle af de samme træk som vægttabsmidle Sibutramin, FDA tidligere krævede trukket af markedet.

Også Danske Banks Neurosearch-analytiker Thomas Bowers er inde på samme overvejelser. Ekspertpanelets diskussion onsdag vidnede således om, at eventuelle hjerte-kar-risici tages særdeles alvorligt. Og lige netop her tåler Tesofensin ikke en sammenligning med Qnexa.


Eksperterne brugte blandt andet en del tid på, at diskutere eventuelle
faremomenter ved, at Qnexa øger hjerterytmen med 1,6 slag pr. minut, mens Tesofensine-studier har vist en forhøjelse på omkring 8 slag i den mellemste og højeste dosis.

Samtidig sænker Qnexa blodtrykket, mens Tesofensine synes at forhøje det, påpeger Thomas Bowers.

"Det er selvfølge positivt, at der sker noget på fedmemarkedet. Men det får altså ingen effekt på, hvordan jeg ser på Tesofensin. Der er stadig ikke noget værdi i programmet, som jeg ser det, "siger Thomas Bowers.

Spinn-out

Neurosearch meddelte i midten af december, at det overvejer at overføre udvalgte forsknings- og udviklingsaktiviteter fra datterselskabet NSDiscovery, til et nyt biotekselskab stiftet af tidligere ledende medarbejdere fra NsDiscovery.

Blandt de projekter, man har overvejet at give slip på og overføre til det nye selskab og med nye investorer er Tesofensin. Rettighederne vil dog kun blive overført, hvis Aniona stiller den fornødne finansiering og de rigtige vilkår, oplyser Rene Schneider.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også