Analytiker forudser spændende Alk-nyheder i 2012

Fokus i 2012 kommer især til at lægge på de nyheder, som ALk-Abelló sender ud om pipeline-produkter, vurderer Søren Løntoft fra Sydbank.
Foto: Alk-Abello/PR
Foto: Alk-Abello/PR
af KRESTEN MORTEN MUNKSGAARD

Efter et rekordregnskab, der dog var i tråd med analytikernes forventninger, bliver det i de kommende år nyhedsflowet fra vaccine-selskabet Alk-Abelló, som kommer i fokus.

Det vurderer Søren Løntoft, der er aktieanalytiker og dækker selskabet for Sydbank.

"Der komme især fokus på Grazax på det amerikanske marked, hvor der ligger en forventning om en ansøgning til FDA i 2013 og en godkendelse lidt senere. Merck, som er Alk's samarbejdspartner i USA, har et fase-3-forsøg i gang, og USA er et af de markeder, hvor der er store forventninger til Alk, og hvor man kan øge sit marked for tabletvacciner," siger Søren Løntoft til MedWatch.

Flere fase-3-forsøg i gang

Derudover er Merck også i gang med et fase-3-forsøg med et produkt mod allergi for Ragweed, som er en amerikansk træsort. Hvis forsøget går som planlagt, venter den amerikanske samarbejdspartner også at indgive ansøgning om markedsføringstilladelse for det produkt i 2013.

På det europæiske marked, er det især Alk-Abellós nye middel mod husstøvmideallergi, Mitizax, som kommer i fokus. Her har Alk lige nu to fase-3 forsøg kørende parallelt for at fremskynde godkendelsen af produktet på det europæiske marked. Også i Japan har Alk-Abellós partner Tori igangsagt kliniske forsøg.

Vaccinevækst forbundet med usikkerhed

Endelig påpeger Søren Løntoft, at det i 2012 bliver spændende at følge salgsvæksten i Alk-Abellós vacciner. Her forventer selskabet selv en vækst på 3-5 pct., mens Søren Løntofts vurdering er, at væksten ender i den lave ende omkring 3 pct.

"Konkurrenten Stallergenes har været ude at sige, at deres vækstrater har været dæmpede som resultat af de milde pollensæsoner, og det er også baggrunden for min vurdering, som ligger lidt under," siger Søren Løntoft.

Han peger også på, at det er værd at holde øje med, om den stærke vækst i selskabets dråbebaserede vacciner, SCIT, som især er drevet af det franske marked, kan fortsætte, ligesom fokus også bliver rettet mod Alk-Abellós nyeste produkt inden for injektionsbaserede vacciner Avanz, som har påvirket salgsvæksten positivt inden for det område i 2012.

Tysk prisrestriktion kan sprede sig

I de to seneste år har Alk-Abelló været særdeles hårdt ramt af en sundhedsreform i Tyskland, som med prisreduktioner har ramt Alk's produkter, da disse har en meget høj egenbetaling.

Og netop frygten for, at den tendens breder sig, lægger en lille dæmper på forventningerne til 2012.

"Man kunne sagtens forestille sig, at andre europæiske lande vil følge efter og pålægge prisrestriktioner. Der er ikke noget på tapetet lige nu, men i den verden, vi lever i lige nu med ekstremt fokus på offentligt besparelser, der kunne man godt tænke, at der bliver iværksat yderligere sundhedsreformer og kigget på tilskudsordninger på rabatter på medicin," siger Søren Løntoft.

Alk-regnskabet blev fra morgenstunden onsdag modtaget moderat postivt af investorerne og aktien var omkring klokken 11 oppe med en halv procent.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også