Høj risiko for flop i demens-forskning

Forskning og udvikling af lægemidler mod sygdomme som demens har høj risiko. Til gengæld er markedspotentialet enormt - ikke alene fordi en stadig større andel af befolkningen i den vestlige verden bliver ældre. Ny forskning viser også, at aldringen af hjernen begynder allerede i 40'erne.
Foto: Julia Freeman-Woolpert / Stcok.Xchng
Foto: Julia Freeman-Woolpert / Stcok.Xchng

En af landets fremtrædende medicinalanalytikere, Søren Løntoft Hansen fra Sydbank, bakker op om Dr. Med. Claus Bræstrups vurdering af, at der i 2012 er håb om, at vi kan opleve et gennembrud for kampen mod demens.

”Jeg er helt enig i, at 2012 kan blive et år, hvor der på udviklingsfronten kan være et gennembrud i behandlingen af Alzheimers,” siger han og henviser til, at:

*Den amerikanske medicinalkoncern Eli Lilly forventer, at afslutte selskabets fase 3 studier med Solanezumab til behandling af Alzheimers i første halvår 2012 og offentliggør formentlig resultaterne af studiet i andet halvår 2012.

*Den amerikanske medicinalkoncern Johnson & Johnson færdiggør også deres fase 3 -studier med Bapineuzumab i løbet af 2012 og forventer at kunne indsende registreringsansøgning til de amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA, i slutningen af 2012 eller starten af 2013.

”Så der kan være et gennembrud på vej i behandlingen af Alzheimers inden for en kortere årrække. Man skal dog være opmærksom på, at det kun er hvert andet middel inden for CNS-sygdomme (herunder Alzheimers, red.), som når fra fase 3 til markedet, så usikkerheden er usædvanlig stor,” pointerer han.

Fase 3 forsøg udføres på en meget stor gruppe patienter, og hvis fase 3 resultatet er positivt, indsendes registreringsansøgningen til myndighederne.

Gigant-potentiale

Det kommercielle potentiale for det globale anti-Alzheimers marked er ifølge analytikeren for nuværende ca. 55 mia. kroner.

”Det er formentlig et marked, som i mine øjne vil vokse kraftigt de kommende år. Dels som en konsekvens af den aldrende befolkning og dels som en konsekvens af, at flere patienter får adgang til behandling bl.a. på Emerging Markets - Emerging Markets vokser hurtigere end det amerikanske og europæiske marked,” siger han.

En anden årsag til markedspotentialet er en opsigtsvækkende undersøgelse, der blev offentliggjort i det ansete tidsskrift Britisk Medical Journal for et par uger siden. Konklusionen, der nu refereres til verden over, viser, at hjernes nedgang i funktionalitet allerede begynder i midten af 40'erne og måske et årti eller to senere, som de fleste af os nok tror.

Når hjernen tager skade

Nyhedssitet Health Day News refererer analysen i detaljer. Heraf fremgår det bl.a., at researchchef ved INSERM's Center for Research in Epidemiology & Population Health på Paul-Brousse Hospital i Paris, Dr. Singh-Manoux, indsamlede data fra knap 5200 mænd og 2200 kvinder, der deltog i the Whitehall II cohort study. Undersøgelsen, der begyndte i 1985, fulgte britiske embedsmænd i alderen 45 til 70 år.

*Gennem en periode på ti år, fra 1997, blev deltagernes kognitive funktion testet tre gange. Forskerne vurderede deres hukommelse, ordforråd, hørelse og syn. Singh-Manouxs hold opdagede, at testpersonerne med tiden scorede færre point for hukommelse, ræsonnement og ordforråd.

*Blandt mænd i alderen 45-49 faldt resultatet for ræsonnement med næsten 4 procent, og for dem mellem 65 og 70 faldt de med næsten 10 procent.

Dr. Singh-Manoux konkluderer på den baggrund, at den kognitive funktion – altså vores evne til at opfatte og forstå – begynder at lide skade på et tidligere tidspunkt end hidtil antaget.

En lille trøst er det, at den massive forskning i problematikken de seneste år har vist, at i hvert fald nogle mennesker kan imødegå udviklingen ved både at holde fysikken og hjernecellerne i god form.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også