Håb om gennembrud i demens-kamp i 2012

Mange millioner mennesker lever globalt med demenssygdomme, herunder 85.000 mennesker i Danmark. 2012 kan blive et afgørende år i kampen mod sygdommen, vurderer top-ekspert.
Foto: JP/Torben Stroyer
Foto: JP/Torben Stroyer

To store amerikanske koncerners banebrydende forskning kan efter mindst 15 års jagt på at knække koden - om alt går vel - allerede i år skabe et regulært gennembrud for behandlingen af Alzheimers og andre demenssygdomme. To frygtindgydende sygdomme, der typisk rammer ældre mennesker.

”Det er rigtigt, at der sker meget inden for behandlingen af Alzheimers og demens netop nu, og der er med de to fase 3 kliniske forsøg fra henholdsvis Eli Lilly og Johnson & Johnson en chance for et gennembrud i år,” siger Dr. Med. Claus Bræstrup, der er en af Danmarks førende specialister i neurovidenskab.

Fase 3 forsøg udføres på en meget stor gruppe patienter, og hvis fase 3 resultatet er positivt, indsendes registreringsansøgningen til myndighederne.

Ingen garantier

Claus Bræstrup har arbejdet med sygdomme i centralnervesystemet i flere store koncerner, herunder Schering, Novo og ikke mindst Lundbeck, hvor han også i en periode var administrerende direktør. Han er i dag professionelt bestyrelsesmedlem, herunder i Bavarian Nordic, ligesom han er tilknyttet ledelsen i Aniona, der er nyt udbryderselskab fra Neurosearch, der er specialiseret i netop sygdomme i centralnervesystemet.

”Der er selvfølgelig ingen garantier for, at det lykkes. Men teorierne bag forsøgene er gode; man kender nu mekanismerne, det vil sige, at man ved, hvorfor stofferne påvirker, som de gør. Men kan de også behandle sygdommen? Det får vi svar på i løbet af 2012, og det er fantastisk spændende. Men vi kan fastslå, at vi har set resultater i mindre patientgrupper i fase 2, der tyder på, at man er på rette vej.”

Kendt i 15 år 

Claus Bræstrup forklarer, at Alzheimers er en af de sygdomme, hvis mekanismer man har kendt i 15 år. I den tid har man haft en god forståelse for, hvad det er for en proces, der foregår i hjernen. Den proces er følgende: Der findes et lille protein, kaldet amyloid, som samler sig til små komplekser, nærmest små partikler inden i hjernen, og det er disse partikler eller måden de dannes på, der ødelægger hjernecellerne. Derfor har man i nu 15 år arbejdet på at fjerne det lille proteinkompleks. Det har man forsøgt at gøre ved at hæmme de enzymer, der danner proteinet, men nogle resultater tyder på, at det ikke lykkes.

En anden metode, som de to nævnte, store amerikanske koncerner arbejder på, er at lave et antistof mod det lille protein, så antistoffet lidt billedligt talt kan fiske fat i proteinet og trække det ud af hjernen.

”Det er så heldigt, at hvis det viser sig, at disse fase 3 forsøg ikke lykkes helt, så er der en ny serie stoffer på vej, såkaldte QC enzymhæmmere, som har fat et skridt endnu længere tilbage i den proces, som man kender. Det vil sige, at nye forsøg er på vej, nye indgangsvinkler, der så kan tage over. Jeg tror på, at vi har en række muligheder for, at vi kan komme Alzheimers til livs.”

Millioner ramt

Millioner af mennesker verden over er ramt af hjernesygdommen, der globalt koster flere hundrede milliarder af dollars årligt. Og antallet af ramte vil vokse alarmerende hurtigt i kølvandet på, at vi bliver flere ældre mennesker. I Danmark lever 85.000 mennesker ifølge Alzheimerforeningen med en demenssygdom. I 2040 forventes antallet af demente over 60 år at vokse til 155.000.

Risikoen for en eksplosiv vækst i antallet af mennesker med risiko for at blive ramt af sygdommen har i høj grad skærpet investorernes opmærksomhed på potentialet for de koncerner, der forsker i området. Opmærksomheden er ikke blevet mindre af, at opsigtsvækkende, nyere undersøgelser offentliggjort i British Medical Journal indikerer, at nedgangen i hjernefunktionaliteten allerede kan starte i midten af 40'erne. Aktiemarkedet er dog meget bevidst om, at der er tale om meget risikofyldte forsøg. Meget kan stadig gå galt.

 

Prøv MedWatch gratis og uforpligtende i 40 dage, og modtag samtidig vores gratis nyhedsbrev to gange dagligt.

Tilmeld her

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også