Enochians storhed og fald: Dansk-amerikansk biotekhåb viklet ind i mordsag

Et mord kastede Enochian Biosciences fra biotekhåb i milliardklassen til en forretning med retsopgør i kulissen. Hidtil ukendte dokumenter peger på, at selskabet var et centralt motiv bag likvidering.
En januarmorgen i 2018 dukkede et lig op i en snedrive i Vermont. År senere er det blevet et billede på en alvorlig deroute for Dandrits amerikanske efterfølger; Enochian Biosciences. (ILLUSTRATION) | Foto: Genereret af DALL·E
En januarmorgen i 2018 dukkede et lig op i en snedrive i Vermont. År senere er det blevet et billede på en alvorlig deroute for Dandrits amerikanske efterfølger; Enochian Biosciences. (ILLUSTRATION) | Foto: Genereret af DALL·E

Det havde været en kold nat, da de fandt Gregory Davis. 

Efterladt og halvt gemt i en snedrive dukkede den 49-årige familiefar op til overfladen med skudhuller i hovedet og brystkassen efter at være blevet bortført fra sit hjem dagen før. Han havde stadig håndjern på. 

Aftenen forinden havde Davis forladt sin bopæl lidt over 24 kilometer væk sammen med en mand, der havde udgivet sig for at være fra det amerikanske forbundspoliti. Hans opgave var simpel: 

Få fat på Gregory Davis. Slå ham ihjel, inden han kunne fortælle om sine tidligere forretningspartnere. 

Én af dem var angiveligt en mand på vej ind på den dansk-amerikanske biotekscene. Serhat Gumrukcu havde gennem 2017 ligget i forhandlinger med det danske biotekselskab Dandrit, der var under ny ledelse anført af Pandora-milliardæren René Sindlev, om bl.a. købet af forskning til en mulig kur mod hiv. 

Gumrukcus opfindelser og påståede vej til en kur mod sygdommen såvel som en hepatitis-behandling skulle i praksis udgøre flere af de centrale dele i pipelinen for Dandrits efterfølger – Enochian Biosciences. Et selskab, som Gumrukcu forhandlede om at få en “anseelig ejerandel” i, fremgår det af hidtil ubeskrevne sagsdokumenter fra den amerikanske anklagemyndighed. 

Gregory Davis truede den fremtid. 

Gumrukcu havde få år forinden, før han bevægede sig ind i biotek, angiveligt foretaget suspekte oliehandler, som Davis havde været involveret i, og nu truede familiefaderen med at fortælle sin udlægning til forbundspolitiet FBI. 

Da anklagemyndigheden opsummerede situationen, havde hans mulige karriere i den dansk-amerikanske biotekvirksomhed derfor også en central plads: 

“Gumrukcu havde derfor et stærkt motiv for at forhindre Davis i at fortælle om endnu et bedrageri og højest sandsynligt true Enochian-handlen.” 

Selv afviser bestyrelsesformand René Sindlev i dag, at han eller andre i og omkring Enochian Biosciences kendte til forskerens bånd til Gregory Davis. 

Og selskabet havde aldrig indgået i forhandlinger med ham, hvis de havde vidst, at han tilsyneladende sideløbende var involveret i planlægningen af et mord.

“Geniet” uden skyklapper

Fortællingen om Enochian Biosciences er på mange måder en fortælling om at rejse sig fra asken og dernæst blive brændt til jorden igen. 

Selskabet skiftede i fjor navn og forhandles i dag under navnet Renovaro Biosciences, der gennem det seneste halve år har forsøgt at dreje porteføljen mod health-tech frem for klinisk behandling. 

Centrale dele af ledelsen og ejerkredsen er dog i stor stil uforandret og har afsæt i bl.a. en elite af danske rigmænd, internationale forskere og biotekinvestorer. Flere slæber i dag på stribevis af sagsanlæg forbundet med rollerne, de har spillet i Enochian, viser en kortlægning af flere tusinde siders retsdokumenter og offentlige udmeldinger, som MedWatch har foretaget. 

Blandt de centrale finder man nuværende bestyrelsesformand René Sindlev. Som storaktionær tog han i 2017 kontrollen med Dandrit, lagde selskabet i graven og omkalfatrede foretagendet, så det et år senere trådte frem på scenen igen under navnet Enochian Biosciences – i centralt omfang bygget op omkring forskning foretaget af Serhat Gumrukcu. 

Forskeren og opfinderen blev af både Sindlev selv og selskabets nuværende topchef, Mark Dybul, efterfølgende uden tøven beskrevet som et “geni”. Sindlev gik så vidt som til at sammenligne ham med det videnskabelige renæssanceikon Leonardo da Vinci. 

I hjørnekontoret havde adm. direktør Mark Dybul, der havde ledet præsident Bushs indsats mod aids, også store forventninger til den tyrkiskfødte forsker. Gumrukcu havde fundet en “ekstra genetisk mutation”, der angiveligt ville “beskytte de celler, som er blevet modificeret, til ikke at kunne blive inficeret med hiv”, bemærkede Mark Dybul i et interview med MedWatch i slutningen af 2019. 

Topchefen understregede, hvordan en af opfinderen Gumruckus fordele var, at han hverken var “underlagt forskningsmæssige skyklapper eller begrænsninger”. 

”Han ser på tværs af forskningsområder, ser ting, som allerede er blevet udforsket på andre måder og tilpasser dem,” tilføjede Dybul. 

Meldingen fra Dybul faldt sideløbende med, at det dansk-amerikanske biotekselskab havde rundet en markedsværdi på ca. 1,6 mia. kr. på børsen i New York. I kulissen arbejdede selskabet dog på at købe yderligere opfindelser af Gumrukcu. 

Maskefald

Mark Dybul har siden interviewet i slutningen af 2019 ikke ønsket at stille op til interview med MedWatch. Allerede få uger efter interviewet indgik Enochian en aftale om en “eksklusiv licens” på en mulig hepatitis B-behandling med en up front betaling på 1,2 mio. dollar – 8,33 mio. kr.. 

Bag fortællingen om “geniet” gemte sig dog en anden side af Serhat Gumrukcu. Dybul såvel som bestyrelsesformand René Sindlev var begge blevet konfronteret med den under interviewet i 2019. 

I en række artikler kunne MedWatch oprulle, hvordan ikke blot forskere på stribe satte spørgsmålstegn ved Enochians forskningsgrundlag. 

Det kunne også dokumenteres, at Gumrukcu i praksis var en forsker uden forskningshistorik, ret til at praktisere som læge i en række amerikanske delstater, og som gang på gang havde iværksat potentielt dødelige kræftbehandlinger med alternativ medicin. 

Lidt over to år senere gik bunden ud af Enochians aktiekurs. Med afsæt i bl.a. MedWatchs’ artikler udgav børsresearchere fra Hindenburg Research en sønderlemmende rapport om selskabet, der tegnede et billede af, at Gumrukcu angiveligt havde købt sine doktorgrader og forfalsket referencer, mens adm. direktør Mark Dybul og en ledende videnskabelig medarbejder i Enochian Biosciences i karakterreferencer roste forskeren i anbefalinger forbundet med en ansøgning om opholdstilladelse i USA. 

På daværende tidspunkt havde Hindenburg Research taget en shortposition i Enochian Biosciences. Forfatterne stod dermed til at kunne få en fortjeneste på et kursfald. 

Rapporten blev samtidig frigivet få måneder efter, at Serhat Gumrukcu blev arresteret i maj 2022. Da René Sindlev for første gang tog bladet fra munden i Berlingske, var det september. Hans budskab var enkelt. 

“Det er dybt chokerende,” sagde René Sindlev. 

“Man føler sig i den grad forrådt.” 

Fanget i retsopgør

Da René Sindlev indsatte Serhat Gumrukcu i Dandrits nye setup, må det have været sideløbende med, at FBI havde forskeren på radaren. Omkring tidspunktet, hvor liget af Gregory Davis blev fundet i snedriverne, jagtede forbundspolitiets agenter mistænkte og endte blandt andet i en lejlighed i Las Vegas beboet af Serhat Gumrukcus bror, der også var mistænkt for at være på kant med Gregory Davis. 

“Begge Gumrukcu’er (Serhat og hans bror, red.) blev afhørt i begyndelsen af 2018 om mordet,” fremgår det af opsummering fra anklagemyndigheden. 

“[De] nægtede enhver involvering.” 

Da Serhat Gumrukcu i 2022 blev stillet for en dommer, holdt han også fast. Ifølge nyhedsbureauet Associated Press erklærede han sig ‘ikke skyldig’ i at have haft noget med lejemordet at gøre. 

Forskerens anholdelse var på mange måder begyndelsen til en endnu uafsluttet juridisk deroute for Dandrits efterfølger. 

Siden anholdelsen af Serhat Gumrukcu har Renovaro Biosciences indledt en ny omkalfatring rettet mod health-tech. Gennem opkøb har selskabet udvidet porteføljen med bl.a. potentielle løsninger inden for kunstig intelligens ved erhvervelsen af bl.a. Gedicube i fjor. I kulissen trækker selskabet dog fortsat sagsanlæg efter sig med bånd til både den skandaliserede forsker og hans ægtefælle. 

Som MedWatch for nylig kunne beskrive, har Gumrukcus partner på vegne af bl.a. et fælles selskab sagsøgt René Sindlev og Mark Dybul samt bl.a. rigmandsinvestoren Ole Abildgaard i en sag om påstået insiderhandel

Søgsmålet omfatter desuden milliardæren Karsten Ree og Adeas-direktør Torben Bjørn Christensen, der ifølge sagens dokumenter angiveligt skulle have stemt i strid med amerikanske børsregler. 

Både Ole Abildgaard og René Sindlev har afvist at kommentere sagen, mens Mark Dybul ikke dengang vendte tilbage på MedWatchs henvendelser. Torben Bjørn Christensen og Ree Holding, der udtaler sig på vegne af Karsten Ree, var efter eget udsagn aldrig blevet informeret om anklagerne, men afviser at have brudt børsreglerne eller stemt på anvisning fra andre. 

Selv fastholdt Enochian-ledelsen efter anholdelsen, hvordan “de lovende prækliniske og i nogle tilfælde kliniske data ikke har ændret sig”. Serhat Gumrukcu’s privatliv ændrede “ikke disse grundlæggende fakta” om selskabets forskningsmæssige fundament, bemærkede topchef Mark Dybul i et brev til investorer. 

Lidt over en måned senere kunne selskabet konstatere, at forskeren havde forfalsket to datasæt i forbindelse med selskabets covid-arbejde og hepatitis B-behandling. 

I en skriftlig kommentar til MedWatch henviser adm. direktør Mark Dybul i dag til, at Renovaro Biosciences som selskab er en enhed, der er blevet oprettet i 2024. Direkte adspurgt kommenterer han ikke, hvordan han forholder sig til, at forhandlingerne om en mulig ejerandel i Enochian Biosciences har været vurderet som et muligt motiv i mordsagen.

Han hæfter sig ved, at alle involveret i dannelsen af selskabet, ”og efterfølgende bestyrelsen, gennemgik alle relevante spørgsmål, der var tilgængelige på det tidspunkt, og afgjorde sammen med rådgivere, hvad der var og ikke var væsentligt relevant”. 

Også bestyrelsesformand René Sindlev har afvist at stille op til et interview i forbindelse med denne artikel.

I en skriftlig kommentar afviser han dog, at han selv eller andre i Enochian Biosciences havde kendskab til Gumrukcus historik med Gregory Davis. Han afviser samtidig, at selskabet ville have forhandlet eller gjort forretninger med den skandaliserede forsker, hvis man havde vidst det.

”Jeg er overbevist om, at retfærdigheden vil sejre i sagen om lejemordet og i Enochian Bioscienses-sagen mod ham (Gumrukcu, red.),” skriver Sindlev og henviser til, at selskabet har sagsøgt forskeren for omtrent 166 mio. kr. for de forfalskede data.

Sagen mod Serhat Gumrukcu er endnu ikke afsluttet. Flere af de centrale aktører, herunder en tredje mistænkt, der havde bånd til lejligheden i Las Vegas, som Gumrukcus bror boede i, har siden ændret forklaring og erkendt deres rolle i lejemordet. 

En af dem hedder Jeffrey Banks. Han havde tidligere arbejdet på et sherifkontor. 

I juni sidste år erkendte han sig skyldig. Det var ham, der havde trykket på aftrækkeren og efterladt Gregory Davis i en snedrive i Vermont en januarnat. 

Ifølge efterforskerne havde Serhat Gumrukcu betalt ham for det.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

(ILLUSTRATION / ARKIV) | Foto: Genereret af DALL·E

Læs alle artikler om opgøret i Renovaro