Zealand Pharma-topchef: Andre end Novo Nordisk og Eli Lilly kan fortsat vinde fedmekapløbet

Det er en stor misforståelse at sige, at andre selskaber kommer for sent med lægemidler til behandling af fedme, lyder det fra Zealand Pharmas adm. direktør Adam Steensberg. 
Foto: Stine Bidstrup/Ritzau Scanpix
Foto: Stine Bidstrup/Ritzau Scanpix
af marketwire

Andre lægemiddelproducenter kan stadig ”vinde” kapløbet på det hastigt voksende fedmemarked domineret af Novo Nordisk og Eli Lilly.

Det vurderer topchefen for biotekselskabet Zealand Pharma, Adam Steensberg, i et interview i den britiske finansavis Financial Times.

Zealand Pharmas vægttabsprodukter er stadig under udvikling, og hvis de når igennem nåleøjet, skal de konkurrere med Novo Nordisks Wegovy samt amerikanske Eli Lillys Zepbound, der undertrykker appetitten.

”Jeg synes, det er en stor misforståelse at sige, at andre kommer for sent. Dette er kun begyndelsen,” vurderer Adam Steensberg ifølge Financial Times.

Det er et potentielt kæmpestort marked for vægttabsmedicin, der ifølge Goldman Sachs kan nå op til 100 mia. dollar i omsætning om året fra de nuværende 6 mia. dollar.

En del af salgsargumentet for fedmebehandlingerne er de forventede reduktioner i følgesygdomme.

”Der er 220 sygdomme, som du kan forbinde med fedme ... i fremtiden skal der være flere valgmuligheder,” udtaler Adam Steensberg.

Zealand Pharma tester sammen med samarbejdspartneren Boehringer Ingelheim vægttabsbehandlingen survodutid, et GLP-1-lægemiddel svarende til Wegovy for effektivitet mod NASH, en kronisk leversygdom.

Det danske biotekselskab udvikler også alternative behandlinger baseret på et hormon kaldet amylin, der fremmer en følelse af mæthed efter at have spist, snarere end at undertrykke appetitten.

Adam Steensberg udtaler til Financial Times, at tidlige forsøg med lægemidlet tyder på, at det kan opnå lignende vægttab med reducerede bivirkninger af opkastning, kvalme og forstoppelse forbundet med GLP-1’er.

På den baggrund falder 20-30 pct. af brugerne ifølge Zealand Pharmas topchef også fra fedmebehandlingerne baseret på GLP-1.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også