Novo Nordisk-middel taber til Eli Lillys i stor sammenlignende analyse

Undersøgelsen er baseret på 41.223 overvægtige eller fede patienter med tilgængelige vægtdata og med type 2-diabetes. (Rettet.)
Foto: Staff/Reuters/Ritzau Scanpix
Foto: Staff/Reuters/Ritzau Scanpix
AF MARKETWIRE

(Rettelse kl. 11:19: Det fremgik tidligere, at det var fedmemidlerne Wegovy og Zepbound, der var blevet sammenlignet, men det er i stedet diabetesmidlerne Ozempic og Mounjaro.)

Novo Nordisks største produkt, diabetesmidlet Ozempic, der baserer sig på GLP-1-analogen semaglutid, kan tilsyneladende ikke matche konkurrenten Mounjaro, baseret på tirzepatid, fra Eli Lilly, når det kommer til at sikre vægttab.

Det fremgår af en sammenlignende analyse fra virksomheden Truveta Research, der har set nærmere på data fra amerikanske diabetespatienter.

”Konklusion: I en virkelig verdens population af voksne amerikanere med overvægt eller fedme, der blev startet på tirzepatid eller semaglutid til behandling af type 2-diabetes, var patienter på tirzepatid signifikant mere tilbøjelige til at opnå vægttab på 5 pct., 10 pct. og 15 pct. samt at opleve større reduktioner i vægt efter tre, seks og 12 måneder,” hedder det i analysen.

Undersøgelsen, der endnu ikke er blevet fagfællebedømt, er baseret på 41.223 overvægtige patienter med tilgængelige vægtdata og med type 2-diabetes.

Patienterne modtog mellem maj 2022 og september 2023 enten semaglutid eller tirzepatid til behandling af deres sukkersyge, men havde ikke fået et af de to midler inden maj 2022.

Forskel i dosisstørrelserne

Semaglutid og tirzepatid er begge i første omgang godkendt til behandling af type 2-diabetes og markedsføres i den henseende under navnene Ozempic og Mounjaro, men begge midler er sidenhen – tirzepatid så sent som i starten af november i år – blevet godkendt til behandling af fedme.

I begge tilfælde er der forskel mellem de godkendte dosisstørrelser i de to midler.

Til fedmebehandling sælges semaglutid i langt større doser end Ozempic under navnet Wegovy.

Eli Lillys konkurrent på fedmeområdet sælges under navnet Zepbound, men er også godkendt i de samme dosisstørrelser, som tilfældet er det med Mounjaro.

Novo Nordisk først med hjerte-kar-data

”Resultaterne var robuste over for analytiske valg og konsistente blandt populationer stratificeret efter type 2-diabetes. Fremtidigt arbejde er nødvendigt for at forstå, om disse fund resulterer i en differentiel indvirkning på andre resultater, herunder forekomsten af ugunstige kardiovaskulære hændelser,” fremgår det af analysen.

Novo Nordisk har med egne studier påvist en reduktion i kardiovaskulære hændelser ved brugen af semaglutid. Det har Eli Lilly endnu ikke, men selskabet er i gang med kliniske studier, hvor de første resultater dog fortsat ligger et godt stykke ude i fremtiden.

Den sammenlignelige analyse, baseret på en analytisk kohorte på 18.386 patienter, viser, at 81,8 pct. af modtagerne af Eli Lillys tirzepatid tabte sig mere end 5 pct. inden for et år, mens tallet for Novo Nordisks semaglutid var på 64,6 pct.

Det var samtidig 62,1 pct. af patienterne på Eli Lillys middel mod 38,0 pct. på Novo Nordisks0, som smed mere end 10 pct. af vægten efter et år, mens udfaldet også var i Eli Lillys favør med 42,3 mod 19,3 pct., når der blev kigget på patienter med mere end 15 pct. vægttab efter 12 måneder.

Efter henholdsvis tre, seks og 12 måneder havde diabetespatienter, som indtog Mounjaro, tabt sig henholdsvis 5,9 pct., 10,1 pct. og 15,2 pct. På de samme tre tidshorisonter vejede patienter, der fik Novo Nordisks Ozempic, henholdsvis 3,6 pct., 5,9 pct. og 7,9 pct. mindre.

Der er endnu ikke data fra et reelt sammenligningsstudie mellem de to lægemidler, men Novo Nordisk har fortalt, at et sådant vil blive gennemført.

Truveta Research er en virksomhed, som fokuserer på at indsamle og analysere sundhedsdata til brug i forskning, behandling og rådgivning. Selskabet har blandt andet Microsoft som medejer.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også