Bank: Novo Nordisk kan vokse 30 pct. i 2024
Efterspørgslen på Novo Nordisks fedmemedicin Wegovy vil fortsætte, og kan også i 2024 sende Novo Nordisk mod nye højder.
Det vurderer investeringsbanken Morgan Stanley, skriver dagbladet Børsen.
“Vi venter, at Novos forsyningskæde vil blive styrket væsentligt i løbet af 2024, og det vil støtte endnu et år med omtrent 30 pct. vækst,” vurderer Mark Purcell, medicinalanalytiker i Morgan Stanley, ifølge avisen.
Novo Nordisk, der blandt andet sælger fedmemidlerne Wegovy og Saxenda, havde alene i årets andet kvartal et samlet overskud på 19,4 mia. kr.