Analytikere: Her er opgaverne for Lundbecks nye topchef

Lundbecks nye topchef Charl van Zyl begynder i jobbet fredag, men man skal ikke forvente paladsrevolutioner fra den nye spydspids, forventer analytiker. 
Lundbecks nytiltrådte topchef Charl van Zyl. | Foto: Lundbeck
Lundbecks nytiltrådte topchef Charl van Zyl. | Foto: Lundbeck

Fredag d. 1. september er der vagtskifte på den øverste post i Lundbeck. 

Her indtager Charl van Zyl posten som adm. direktør i Valby-selskabet – han overtager posten fra Deborah Dunsire, der er blevet fyret efter fem år på posten. 

”Det er altid interessant at høre, hvordan en ny topchef kommunikerer med interessenter og investorer, men jeg tror at vi vil se en fortsættelse af Deborah Dunsires strategi med fokus på at styrke pipelinen. Derfor tror jeg heller ikke, at vi vil se kæmpestore omvæltninger i november måned, når det kommer kvartalsregnskab eller til årsregnskabet i februar,” siger Søren Løntoft Hansen, der er senioranalytiker i Sydbank og følger udviklingen i Lundbeck tæt.

Under Deborah Dunsire har det danske medicinalselskab skærpet tidligere topchef Kåre Schultz’s strategi om at fokusere på fire afgrænsede hjernesygdomme. I dag har Lundbeck et mere bredt fokus på hjernesygdomme og samtidig har selskabet sat gang i udviklingsprogrammer med antistoffer, hvilket er et nybrud i forhold til selskabets traditionelle fokus på små molekyler. 

Lundbeck, der i 2019 købte selskaberne Abide Therapeutics og Alder Biopharmaceuticals, der blandt andet gav selskabet rettighederne til migrænemidlet Vyepti, er samtidig på jagt efter yderligere opkøb, der kan ruste selskabet mod de patentudløb, der rammer Lundbeck de kommende år, i form af Abilify Maintena, hvor patentet udløber 2025, samt Brintellix og Rexulti, der udløber henholdsvis 2027 og 2029.

”Lundbeck har et godt fundament i øjeblikket. Men selvom selskabets nøgleprodukter ikke har udsigt til patentudløb i de nærmeste år, så ligger det jo ikke årtier ude i fremtiden. Derfor må der gerne være et fortsat fokus på udvikling af pipelinen,” siger Søren Løntoft Hansen.

Topchef har kommerciel profil

Lundbeck annoncerede i slutningen af juni, at Charl van Zyl ville afløse Deborah Dunsire som adm. direktør i Lundbeck. Ifølge Lundbeck-formand Lars Rasmussen har Deborah Dunsire haft en specifik opgave, der har handlet om først og fremmest at få reorganiseret forsknings- og udviklingsafdelingen og styrket pipelinen. 

”Det synes vi faktisk er løst på en god måde nu, så derfor har vi taget initiativ til et direktørskifte mod en profil, der har et mere balanceret sæt af kompetencer, og som er mere kommerciel. Det synes vi var helt naturligt,” sagde Lars Rasmussen til Marketwire i juni. 

Søren Løntoft Hansen forventer da heller ikke at Charl van Zyl vil vende op og ned på Lundbeck, som det var tilfældet med Deborah Dunsire, der både ændrede strategien og topledelsen i Lundbeck. 

”Man kan kalde det en Expand and Invest to Grow (Lundbecks strategi red.) 2.0 måske med særligt fokus på udviklingen af nye lægemidler, som kan kompensere for patentudløbene på de nøgleprodukter, som Lundbeck står foran nogle år ude i fremtiden,” siger Søren Løntoft Hansen. 

”Lundbeck har en rigtig sund balance, som kan udnyttes i forhold til opkøb af midler og teknologier, der kan bakke op om styrkelsen af den her pipeline. Det må være hovedfokus for den nye CEO.”

Lundbeck har i de senere år talt åbent om at selskabet kigger efter potentielle opkøbsmuligheder, der kan afbøde det omsætningstab, som selskabets forestående patentudløb uundværligt vil forsage. i 2022 indførte selskabet A- og B-aktier som en del af en ny aktiestruktur, der betyder, at Lundbeckfonden vil kunne udstede nye aktier og samtidig beholde magten i selskabet, hvis opkøbsjagten kræver ny kapital. Siden er ingen opkøb eller større partnerskabet dog blevet annonceret.

”Det er ikke en nem opgave ud fra en betragtning om, hvor stort det, man skal købe sig ind i, skal være. Det er en afvejning i forhold til, hvordan afkastet er på den investerede kapital, så det er noget, som investorerne vil holde øje med,” siger Søren Løntoft Hansen og tilføjer: 

”For ledelsen er det en balancegang i forhold til opkøb. Derfor tror jeg som udgangspunkt også, at vi ikke nødvendigvis vil se kæmpestore opkøb, men måske mindre opkøb, hvor midlerne, eller teknologierne ret nemt kan integreres i Lundbæk.”

Skal med djævlens vold og magt få aktiekursen op

Per Hansen, der er investeringsøkonom i Nordnet, hæfter sig ved, at Deborah Dunsire i forbindelse med sin afsked fra Lundbeck har erklæret sig tilfreds med sine fem år i selskabet og blandt andet har fremhævet, at selskabets strategiske brands er i god gænge. 

”Det viser sådan set meget godt, hvad hendes fokus har været, og det viser meget godt, at hun ingen idé har haft om, hvad aktiemarkedet er for en størrelse,” siger Per Hansen.

Han peger på, at Lundbecks aktiekurs er halveret siden Deborah Dunsire kom til selskabet. 

”Det fortæller meget godt om, hvad udviklingen har været, at man enten har været ligeglad, eller ikke fokuseret på det, eller også har der været noget andet, der har været mere presserende. Men det lyder ret hult, når en topleder går ud og siger, at hun er supergodt tilfreds med, hvad der er blevet lavet, mens aktiekursen er halveret. Det går jo ikke,” siger Per Hansen. 

Derfor ”lyder det meget rigtigt”, når Lars Rasmussen har slået på, at der nu er behov for en mere kommerciel profil end Deborah Dunsire, siger Per Hansen. 

”Hvis man tager de positive briller på, kan man sige, at det må være ret nemt at blive gode venner med aktionærerne, fordi udgangspunktet er så dårligt. Investorerne er meget, meget skuffede over den måde man har betragtet sig selv igennem de sidste fem års udvikling.”

”Den nye leder skal med djævlens vold og magt se at få aktiekursen til at performe. Det skal han gøre ved at få tilført noget fremtidssikring af pipelinen, der kan erstatte det, der går af patent i de kommende år, og så få omsætning og indtjening til at vokse noget hurtigere, og få aktiemarkedet til at tro på casen,” siger Per Hansen, der forventer at Lundbeck vil købe en virksomhed eller to.

”Man må bare sige, at Lundbeck får for lidt ”bang for the buck”. Enten skal de bruge noget mere på forskning og udvikling, og så skal de simpelthen have noget mere ud af det, eller også så skal de bruge mindre og være meget mere effektive.” 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også