Novo Nordisk fortrøstningsfuld om yderligere effekter af Select-studie

Udviklingschef venter, at det omfattende studie, der allerede har påvist reduceret risiko for alvorlige hjerte-kar-hændelser ved brug af midlet Wegovy, kan kaste flere succes­hi­sto­rier af sig.
Foto: LISELOTTE SABROE
Foto: LISELOTTE SABROE

Ledelsen i Novo Nordisk har store forventninger til, at selskabets såkaldte Select-studie af lægemidlet Wegovy kan vise sig at dokumentere flere positive effekter end den allerede påviste reduktion af i risikoen for hjerte-kar-hændelser. Det skriver Børsen

Ud over som det primære at undersøge effekten på hjerte-kar-hændelser har Select-studiet sekundært også undersøgt, om Wegovy kan forebygge udviklingen af diabetes, har en effekt på søvnapnø, nyresygdom, højt blodtryk, kolesterolniveau og hjertesvigt.

“Det er endepunkter, som taler specifikt til den sundhedsøkonomiske evaluering af semaglutid (det aktive lægemiddelstof i Wegovy, red.), og vi er ret fortrøstningsfulde for, at Select bidrager positivt til den evaluering,” siger Martin Holst Lange, der er medicinalkoncernens udviklingsdirektør, til avisen.

Direktøren kan ikke dele nogen af resultaterne for de sekundære mål inden en hjertekonference i november i USA.

Select-studiet undersøgte 17.604 personer, der var over 45 år, overvægtige og allerede led af en hjerte-kar-sygdom.

Novo Nordisk har allerede offentliggjort, at studiets primære fokus har vist, at Wegovy kan reducere risikoen for alvorlige hjerte-kar-hændelser med 20 pct.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også