Endnu et biotekselskab sagsøger Moderna, Pfizer og Biontech

Biotekselskabet hævder at have undervist Modernas øverste ledelse i sin patenterede mRNA-metode. 
Foto: Arne Dedert/AP/Ritzau Scanpix
Foto: Arne Dedert/AP/Ritzau Scanpix

Det skorter ikke med biotekselskaber, der vil tage del i Moderna, Pfizer og Biontechs sucess med coronavaccinerne. 

Flere biotekselskaber har siden coronakrisen sagsøgt de tre selskaber. Og nu stiller biotekselskabet Promosome sig i køen. 

Promosome har igangsat to forskellige søgsmål – et mod Moderna, og et mod Pfizer og Biontech. Promosome mener, at de tre selskaber har krænket selskabets patent på en mRNA-mode – som både Modernas Spikevax og Pfizer/Biontechs Comirnaty er baseret på. 

Det skriver Promosome i en pressemeddelelse. 

Promosome hævder, at selskabet tilbage i 2013 underviste Modernas øverste ledelse i Promosomes metode – herunder både adm. direktør Stéphane Bancel og præsident Stephen Hoge. 

Selvom Moderna ikke licenserede Promosomes patent, viser såkaldt reverse engineering af mRNA-sekvensen, at Moderna brugte den patenterede teknologi til sin vaccine, Spikevax, lyder det fra Promosome. 

Det andet søgsmål, mod Pfizer og Biontech, hævder, at selskabernes fælles covid-vaccine Comirnaty forsætligt krænker Promosomes patent. I 2015 delte Promosome nemlig sin teknologi med Biontechs forsker, Katalin Karikó, men hverken Biontech eller Pfizer tegnede en licens til Promosomes teknologi, hævder selskabet selv. 

Promosomes patenterede teknologi blev udviklet af nobelpristageren Gerald Edelman mfl. ved The Scripps Research Institute tilbage i 2009. 

Forskerne ved instituttet opdagede en ny metode, kaldet proteinsyntese, til at modificere mRNA for at øge proteinudtrykket. Denne metode, hævder Promosome, gør mRNA-vacciner mere sikre og betydeligt mere effektive.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også