Investor spår stort USA-potentiale for Novo Nordisks fedmemiddel

Novo Nordisk-investor Comgest beskriver, at selskabet kun lige har ”kradset i overfladen” med Wegovy.
Potentialet for Novo Nordisks fedmemiddel Wegovy er ifølge storinvestor stort i både USA og senere også i Kina. | Foto: Novo Nordisk / Pr
Potentialet for Novo Nordisks fedmemiddel Wegovy er ifølge storinvestor stort i både USA og senere også i Kina. | Foto: Novo Nordisk / Pr
AF MARKETWIRE

Aktien i Novo Nordisk sætter for tiden den ene kursrekord efter den anden, da investorerne handler aktien i vejret på forventningen om vækst fra salget af det nye, populære middel til behandling af fedme, Wegovy.

Dette er dog muligvis bare begyndelsen for den danske koncern med hovedsæde i bagsværd.

Det skriver The Wall Street Journal mandag.

”Novo Nordisk kradser kun lige i overfladen,” siger Arnaud Cosserat, topchef i storinvestoren Comgest.

Comgest har været aktionær i Novo Nordisk siden 2000, og investeringen i det danske selskab udgør nu 8 pct. i forvalterens europæiske vækstfond. 

Arnaud Cosserat fremhæver, at mulighederne for Wegovy er meget store i USA, men også i Kina, hvor det endnu ikke er på markedet. Desuden påpeger han, at midlet indtil videre fortsat kun indgives via injektion. Med andre ord, en potentiel oral version kunne skubbe yderligere til salget.

Novo Nordisk har nu en markedsværdi på 2480 mia. kr. eller 362,5 mia. dollar. Det er mere end en af selskabets nærmeste konkurrenter, Eli Lilly, som har en værdi på 332,1 mia. dollar og end Pfizers 233,4 mia. dollar. 

Hvis Novo Nordisk, der har en sekundær notering i USA, var med i S&P 500, ville aktien målt på markedsværdi faktisk klemme sig ind i top 20. Lige under USA’s største bank, JPMorgan Chase, og verdens største kreditkortudsteder, Visa, med henholdsvis 383,6 og 369,9 mia. dollar, men over forbrugsvarekæmpen Procter & Gambles 353,0 mia. dollar.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også