Ambu-topchef: Teknologi, skalerbarhed og partnerskaber skal sikre vækst

Ambus teknologi inden for engangsendoskopi, muligheden for at øge produktionen og nedbringe produktionstiden samt partnerskaber skal sikre selskabets langsigtede vækstmål.
Foto: Ambu/pr
Foto: Ambu/pr
af marketwire

Ambus langsigtede vækstmål skal indfris gennem medicoselskabets teknologi inden for engangsendoskopi, muligheden for at øge produktionen og nedbringe produktionstiden samt partnerskaber.

Det siger Ambus adm. direktør, Britt Meelby Jensen, på medicoselskabets kapitalmarkedsdag.

Medicoselskabet lancerede sit første engangsendoskop i 2009 i form af endoskopet Ascope. Siden er Ambu nået til femte generation af sit engangsendoskop.

Med omkring 15 års erfaring har Ambu således de færdigheder, det kræver, for at indfri selskabets langsigtede mål.

”Vi har udviklet en del teknologi, der relaterer sig til hovedfunktionerne ved vores endoskoper, heriblandt billedvisning,” siger topchefen.

”Det handler om bevægelighed – at sikre, at når endoskopet når ud i krogene, at det kan bevæge sig, som indgrebet påkræver,” fortsætter hun og tilføjer, at det ligeledes handler om systemer og software samt bæredygtighed.

Gennem en modulær tilgang vil Ambu sikre, at selskabets produktion kan skaleres efter behov for at imødekomme kundernes behov.

”Mens det er vigtigt, at vi imødekommer segmenternes behov, er der meget, vi kan gøre for at skalere vores innovation og produktion ved at have en modulær tilgang, hvor vi anvender nogle af de funktioner og erfaringer fra andre endoskoper,” forklarer Britt Meelby Jensen.

”Det hjælper også med at komme hurtigere på markedet og hjælper med at sænke risikoen i udviklingsprocessen,” fortsætter hun.

Sluttelig skal samarbejdet med kunder og udviklingspartnere sikre Ambus fremtidige vækst.

”Vi samarbejder først og fremmest med kunder, men også med en række udviklingspartnere, der er meget vigtige for os, om hvordan vi arbejder og innoverer hos Ambu.”

Topchefen venter, at Ambu i regnskabsåret 2022/23 vil investere 8 pct. af sin omsætning i innovation.

Ambu har tirsdag forud for sin kapitalmarkedsdag sat tal på sine langsigtede forventninger, som selskabet offentliggjorde i forbindelse med sin strategi Zoom in.

Medicoselskabet venter en EBIT-margin før særlige poster på over 10 pct. i løbet af de kommende to år. Og selskabet har et femårs mål om en margin på omkring 20 pct. i 2027/28.

For regnskabsåret 2022/23 fastholdes forventningerne i øvrigt, og dermed sigtes der stadig efter en organisk vækst på 5-8 pct. samt en EBIT-margin før særlige poster på 3-5 pct.

De langsigtede mål går på en gennemsnitlig årlig organisk vækst på over 10 pct. over fem år frem til regnskabsåret 2027/28, men en omsætningsvækst på mere end 10 pct. i endoscopy solutions på 15-20 pct. og samlet på 2-4 pct. i divisionerne anaesthesia og patient monitoring.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også