
Tidligere på måneden lancerede det amerikanske mRNA-vaccinespecialiserede selskab Moderna data fra en helt ny bivalent booster-vaccine mod omikron-varianten af covid-19.
Moderna har arbejdet videre med et fase 2/3-studie af mRNA-1273.214, og nye data fra studiet viser, at den nye booster har vist en femdobling i neutralisering af antistoffer mod både BA.4 og BA.5-subvarianten, sammenlignet med selskabets ’originale’ covid-19-vaccine Spikewax.
Det skriver Moderna i en pressemeddelelse.
”I lyset af SARS-CoV-2’s fortsatte udvikling er vi meget opmuntrede over, at mRNA 1273.214, vores førende booster-kandidat til efteråret, har vist høje neutraliserende titere mod BA.4 og BA.5 subvarianterne,” siger Stéphane Bancel, adm. direktør for Moderna.
”Vi vil indsende disse data til de regulatoriske myndigheder omgående og forbereder os på at levere vores næste generation af bivalent booster, der starter i august, forud for en potentiel stigning i SARS-CoV-2-infektioner på grund af Omicron-subvarianter i det tidlige efterår.”
I de tidligere offentliggjorte data viste boostervaccinen en signifikant bedre antistofrespons mod omikron end Spikevax. Nærmere bestemt en ottedobling i neutralisering af antistoffer.
Derudover opfyldte en enkelt boosterdosis af mRNA-1273.214 alle forudbestemte endemål mod netop omikron-varianten en måned efter injektion sammenlignet med den ’originale’ Spikevax-vaccine. Modernas bud på en ny boostervaccine er andet skud på stammen af de såkaldte bivalente vacciner, der via mRNA-teknologi kombinerer proteiner fra både den første Wuhan-variant og omikron-varianten.
Det skal ifølge Moderna give bedre og længere beskyttelse mod omikron.