Sydbank om ALK-regnskab: 2022-prognosen kommer i fokus

ALK vil have relativt høje omkostninger til forskning og udvikling og vil sandsynligvis også skrue op for markedsføringsomkostningerne i morgendagens regnskab fra allergikoncernen, vurderer Sydbank i en analyse.
Foto: ALK / PR
Foto: ALK / PR
af marketwire

Væksten i salget af ALK-Abellós allergitabletter vil sammen med 2022-prognosen komme i fokus, når ALK kommer med årsregnskab tirsdag morgen.

Selskabet har i de seneste år leveret pæn organisk vækst på 11 pct. i 2019 og 8 pct. i 2020. Og 2021 ventes at byde på tocifret fremgang.

Prognosen for 2021 blev således senest præciseret i november, hvor ALK stillede en organisk vækst på 11-12 pct. i udsigt. Dermed lander ALK i toppen af den oprindelige prognose, der blev udstukket i årsregnskabet for 2020 om en vækst på 8-12 pct.

Hos Sydbank venter analytiker Søren Løntoft Hansen, at ALK kopierer sidste års udspil i 2022.

”Vi venter, at ALK vil annoncere en prognose om en omsætning i intervallet 8-12 i lokal valuta. Fremgangen vil være drevet af en vækst i SLIT-tabletterne på mere end 20 pct. Hertil kommer et mere moderat positivt bidrag fra SCIT-segmentet (injektionsbaserede vacciner, red) og ’Andre produkter,” skriver Sydbank-analytikeren i et notat.

Han regner desuden med, at ALK spiller ud med en EBITDA-prognose på 600-700 mio. kr., da omkostningerne til forskning og udvikling fortsat vil være relativt høje. Desuden vil ALK formentlig skrue op for markedsføringsomkostningerne, lyder vurderingen.

Ses isoleret i fjerde kvartal venter analytikere en vækst på 7 pct. i omsætningen til 1064 mio. kr., viser estimater indsamlet af ALK.

Især salget af allergitabletter ventes at være steget til 468 mio. kr. i fjerde kvartal fra 409 mio. kr. i samme periode sidste år.

Estimaterne viser desuden, at analytikerne venter en salgsvækst på 11 pct. i hvert af årene 2022, 23 og 24.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også