Forskere snyder malariaparasitter med ny vaccine

Hidtil har forskere forsøgt at bekæmpe malaria i mennesker, men med ny vaccine vil man bekæmpe den inde i myg.
Foto: Craig Lassig/Reuters/Ritzau Scanpix
Foto: Craig Lassig/Reuters/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

I mange år har det været forsøgt at udvikle en vaccine mod malaria, men det er ikke ligetil.

Nu er forskere fra Statens Serum Institut (SSI) gået i gang med at teste en vaccine, og strategien bag er denne gang ny.

Det fortæller Michael Theisen, seniorforsker ved SSI og professor ved Københavns Universitet med fokus på malariavacciner og -immunitet.

"De fleste vacciner går på at bekæmpe sygdommen i det menneske, der har den. Men vi forsøger at stoppe smittespredning og forhindre sygdommen i at blive overført fra ét menneske via myggestik til et andet."

Malaria har to værter: mennesket og myggen. Der er milliarder af malariaparasitter i mennesket, men kun nogle få hundrede i myggen.

Forskerholdet, som Michael Theisen leder, vil nedkæmpe parasitterne, mens de er i myggen - dog uden at vaccinere insektet.

"Når myggen tager et blodmåltid, får den alt i blodet med op: de røde og hvide blodlegemer, antistoffer og parasitter, hvis man i forvejen er smittet med malaria."

"Når parasitten samles op af myggen, formerer den sig i myggen og bliver derefter givet videre, når myggen stikker igen. Vores tanke er, at hvis vi vaccinerer dem, der har malaria, så vil myggen, når den samler parasitten op, også samle antistoffer op, som vil slå parasitten ihjel inde i myggen."

Vaccinen skal dog kombineres med andre midler, forklarer Michael Theisen.

"Den vil ikke give personlig beskyttelse, men kan stoppe smittespredning. Så vi håber, at den kan blive kombineret med en vaccine, som giver personlig beskyttelse, og at de to principper tilsammen vil gøre det muligt at bekæmpe malaria."

Tidligere på året viste vaccinen R-21 lovende resultater med en beskyttelse på 70-80 procent hos helt små børn med malaria.

Vaccinen testes dog fortsat, inden den kan tages i brug.

Når det er så svært at udvikle en vaccine mod malaria, så skyldes det, at parasitten gemmer sig i menneskers røde blodlegemer og i leveren.

"Når den er i myggen, er den mere eksponeret, og der er færre af den, så vores håb er, at vaccinestrategien kan ramme den, hvor den er allermest sårbar."

Forskerne fra SSI samarbejder med det hollandske Radboud University og biotekkoncernen Novavax.

Den første afprøvning går nu i gang i Holland. I slutningen af 2021 afprøves den i Burkina Faso og i Mali i begyndelsen af 2022.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også