Analytiker: Opioid-forlig rykket tættere for Teva efter J&J's forlig

Teva-aktien kan to til tre-dobles, hvis Teva kan indgå et godt forlig med myndighederne i New York i opioid-sagen, vurderer Nordnets Per Hansen.
Foto: Richard Drew/AP/Ritzau Scanpix
Foto: Richard Drew/AP/Ritzau Scanpix
AF RITZAU FINANS

Johnson & Johnson indgik i weekenden et forlig med myndighederne i New York i opioid-sagen, hvilket kan betyde, at et Teva-forlig bør være rykket meget tættere på.

Det vurderer Nordnets investeringsøkonom Per Hansen i et notat mandag morgen, der fremhæver, at retssagerne med hensyn til opioid er kommet op i fart i de seneste måneder.

Det er ifølge investeringsøkonomen især retssagen i Californien, der har fået opmærksomhed, og sammen med retssagen i New York ventes de at blive retningsgivende for udfaldet i de resterende amerikanske stater.

Johnson & Johnsons forlig indebærer blandt andet, at selskabet skal betale i alt 263 millioner dollar, svarende til lidt over 1,6 milliarder kroner, til delstaten New York og to af de største regioner i delstaten.

Beløbsrammen ligger for hele USA (omregnet prorata) inden for de 5 mia. dollar, som Johnson & Johnson tidligere har angivet, som sit tilbud, pointerer Per Hansen.

"Det er i den henseende, hvor Teva også kommer ind i billedet. Teva har endnu ikke indgået forlig," fremhæver Per Hansen, der samtidig vurderer, at man har ventet på en skabelon for et forlig.

Tevas tilbud lyder ifølge investeringsøkonomen på afvænningsprodukter til 23 mia. dollar.

"Korrigeret for rabatter og udregnet til bundlinjepåvirkning, svarer det nogenlunde til en årlig EBITDA-påvirkning på 175 mio. dollar per år i 10 år. Det er et stort tal, men set i forhold til Tevas årlige EBITDA på 5 mia. udgør det reelt kun 3,5 pct.," skriver Per Hansen.

Teva-aktien har ifølge investeringsøkonomen været har været holdt i skak på frygten for at deres økonomiske sanktion bliver meget større end det, som har været lagt op til.

"Risikoen for at Teva ender med en meget større udgift, er dog formentlig meget mindre end aktiekursen afspejler," vurderer Per Hansen, der ser en mulighed for en to-tre-dobling af kursen efter et fornuftigt forlig.

Teva er blevet folkeeje iblandt de danske investorer, efter at danske Kåre Schultz i 2017 skiftede chefstolen hos Lundbeck ud med topchefstillingen hos netop israelske Teva.

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også