MedWatch

Medicinalgigant i milliardforlig: Stopper salg af opioider i USA

Johnson & Johnson betaler godt 1,6 milliarder kroner til delstaten New York og undgår dermed retssag.

Foto: Mike Blake/REUTERS / X00030

Medicinalselskabet Johnson & Johnson vil fremover ikke sælge produkter, der indeholder opioider, i USA.

Opioider indgår i stærk smertestillende medicin, der er vanedannende og årligt koster tusinder af liv i USA.

Aftalen om ikke længere at sælge opioider i hele USA er en del af et forlig.

Forliget indebærer også, at selskabet skal betale i alt 263 millioner dollar, svarende til lidt over 1,6 milliarder kroner, til delstaten New York og to af de største regioner i delstaten.

Til gengæld undgår Johnson & Johnson en retssag, der skulle være gået i gang tirsdag.

"Opioid-epidemien har forvoldt stor skade," siger New Yorks justitsminister, Letitia James, i en meddelelse.

"Johnson & Johnson har været med til at puste til denne ild," siger hun.

James tilføjer, at fokus nu er på "hurtigst muligt at få penge ud til de lokalsamfund, der er ødelagt af opioider".

Ved at indgå forliget med delstaten New York har Johnson & Johnson ikke erkendt at have gjort noget forkert eller at have et ansvar for overforbruget af opioider.

I USA omtales overforbrug af smertestillende midler af typen opioider som en epidemi.

Et stort antal amerikanere menes at være blevet afhængige af midlerne.

I de seneste 20 år har overdoser af opioider kostet næsten 500.000 mennesker livet i USA. Det viser tal fra USA's Center for Sygdomskontrol og Forebyggelse (CDC).

Flere andre selskaber og distributører er også anklaget i den sag, som Johnson & Johnson nu har indgået forlig i.

Ud over sagen i New York gør flere andre delstater - blandt andet Californien - sig klare til retsopgør mod medicinalselskaber om opioidmisbrug.

Johnson & Johnson har samtidig en appelsag kørende i Oklahoma, hvor en dommer i 2019 afgjorde, at selskabet skal betale 465 millioner dollar (2,9 milliarder kroner) i bøde til delstaten for falsk markedsføring af opioider.

Topchef i Johnson & Johnson: Vi skal booste coronavacciner årligt "i flere år"

Bavarian Nordic og Johnson & Johnsons ebolavaccine får rygstød af WHO 

Mere fra MedWatch

Læs også

Relaterede

Trial banner

Seneste nyt

Ledige job

Se flere jobs

Se flere jobs

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier