Lyssky bureau tilbød influencere penge for at tale dårligt om Pfizer-vaccine

Et bureau med adresse i London, men som opererer fra Moskva, har tilbudt franske influencere betaling på 2000 euro for at fortælle om dødsfald og så tvivl om coronavaccinen fra Pfizer og Biontech. Frankrigs sundhedsminister fordømmer forsøget på at miskreditere vaccinen.
Langt de fleste både danskere og franskmænd bliver vaccineret mod covid-19 med vaccinen fra Pfizer og Biontech. | Foto: Finn Frandsen
Langt de fleste både danskere og franskmænd bliver vaccineret mod covid-19 med vaccinen fra Pfizer og Biontech. | Foto: Finn Frandsen

Flere franske influencere er blevet kontaktet af en udenlandsk virksomhed, der har tilbudt dem 2000 euro for at poste negative videoer på sociale medier, hvor de skulle så tvivl om coronavaccinen fra Pfizer og Biontech, hvilket har fået Frankrigs sundhedsminister, Olivier Véran, til at fordømme forsøget på at kompromittere vaccinen.

Det skriver blandt andet The New York Times og det danske faktasite tjekdet.dk.

Virksomheden bag henvendelserne kalder sig Fazze, men der hersker uklarhed om, hvor den præcist stammer fra, da det fremgik af selskabets hjemmeside, at den havde adresse i London, hvilket ifølge det franske medie Numrama dog er tvivlsomt, da der ikke er registreret nogen virksomhed med det navn i Storbritannien.

Der er til gengæld registreret hele 177 andre virksomheder på den adresse, virksomheden angav på hjemmesiden, og ifølge de franske medier Le Monde og Libération viste en nu slettet LinkedIn-profil for Fazzes direktør, at virksomheden opererede fra Moskva.

Sagen tog fart, da den populære franske youtuber Léo Grasset delte skærmbilleder af tilbuddet på Twitter et par dage efter, at to andre influencere havde advaret deres følgere om, at de var blevet tilbudt 2000 euro for at sprede dårlig omtale af Pfizer/Biontech-vaccinen.

Den tyske sundhedskommentator Mirko Drotschmann, der har 1,5 millioner følgere på Youtube, skrev et tweet, hvor han kritiserede et PR-bureau for at prøve at hverve ham til en "informationskampagne" om dødsfald i forbindelse med vaccinen, men han lavede i stedet søgninger på nettet og konkluderede: "Bureauets hovedkontor: London. Direktørens bopæl: Moskva".

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også