Analysehus om Novo Nordisk: Styrkeprøve nærmer sig for Ozempic

Finanshuset Jefferies ser forestående fase 3-data som en afgørende test mellem en ny højdosisudgave af Novo Nordisks diabetesmiddel Ozempic og Eli Lillys konkurrent tirzepatid.
Foto: Novo Nordisk / PR
Foto: Novo Nordisk / PR
AF RITZAU FINANS

Kommende fase 3-resultater vil vise, om en ny højdosisudgave af Novo Nordisks Ozempic eller Eli Lillys udfordrer tirzepatid har den mest attraktive effekt- og bivirkningsprofil til behandling af type 2-diabetes, konstaterer Jefferies.

Både Novo og Lilly har varslet fase 3-resultater, inden året er omme, og Jefferies venter, at begge midler vil vise sig mere effektfulde, men også at bivirkningerne i form af kvalme og opkast vil være flere end for de nuværende GLP-1-midler på markedet.

For Novo-aktien er kursrisikoen ved fase 3-data dog ikke balanceret, mener Jefferies.

"Vi estimerer et minimalt positivt potentiale, men et negativt potentiale på 5-10 kr. per aktie, svarende til 2-3 pct. af nutidsværdien, hvis tirzepatid ser ud til at have en bedre profil, hvilket indikerer en asymmetrisk risiko i aktien," skriver Jefferies.

Umiddelbart estimerer Jefferies, at tirzepatid vil give type 2-diabetikerne et vægttab på 10-15 kilogram, hvilket er større end de nuværende GLP-1-midler på markedet. Den blodsukkerdæmpende effekt ventes at være på 1,6-2,4 pct. målt på langtidsblodsukkeret, HbA1c, mens bivirkningsprofilen formentlig vil se bedre ud, end det var tilfældet i Lillys fase 2-studie.

I forhold til Novos fase 3-studie med Ozempic i en udgave på 2 milligram - den dobbelte dosis af den markedsførte udgave på 1 milligram - spår Jefferies et vægttab på 10-15 kilogram og en blodsukkersænkende effekt på 1,5-2,5 pct.

Med tirzepatid kombinerer Lilly to hormoner GIP og GLP-1, og den kombination har i tidligere studier vist sig meget effektfuld, mens også givet anledning til kvalme og opkast hos en større andel af patienterne, end det har været tilfældet med Novos nye GLP-1-middel Ozempic 2 milligram.

I forvejen har Novo i den senere tid haft overtaget med Ozempic og diabetespille Rybelsus i kampen om GLP-1-markedet, efter en periode hvor Lillys Trulicity tog markedsandele fra Novo s første GLP-1-analog, Victoza.

Novos samlede markedsandel målt i værdi var på 49,9 pct. i august 2020 mod 46,8 pct. i august 2019. Lilly er klart næststørst på GLP-1-markedet.

Eli Lilly forbereder fedmeindtog med fremtidshåb – går i Novo Nordisks fodspor

Eli Lilly-direktør før afgørende data med væksthåb: "Det er en meget spændende tid" 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også