Rusland melder om coronavaccine med 92 procents effektivitet

Pfizer fremlagde mandag lovende resultater fra vaccine, og nu har Rusland tilsyneladende overgået de resultater, men ifølge eksperter er det sparsomt med detaljer med Ruslands forsøg, hvilket gør det svært at tolke på de nye data.
Flere russere er allerede begyndt at modtage vaccination med vaccinen Sputnik V. | Foto: TATYANA MAKEYEVA/REUTERS / X02468
Flere russere er allerede begyndt at modtage vaccination med vaccinen Sputnik V. | Foto: TATYANA MAKEYEVA/REUTERS / X02468
AF RITZAU

Ruslands vaccine Sputnik V er effektiv mod coronavirus i 92 procent af tilfældene.

Det viser foreløbige resultater ifølge Ruslands selvstændige investeringsfond.

De foreløbige resultater er baseret på data fra de første 16.000 forsøgsdeltagere, som har fået begge doser af vaccinen.

"Vi viser på baggrund af data, at vi har en meget effektiv vaccine," siger Krill Dmitrjev, formand for investeringsfonden.

Han mener, at nyheden er så stor, at det er noget, udviklere af vaccine en dag vil fortælle deres børnebørn om.

Uafhængige eksperter siger til nyhedsbureauet Reuters, at det er sparsomt med detaljer fra Ruslands forsøg og fremgangsmåde. Det gør det svært at tolke meningsfuldt på de russiske resultater, lyder det.

Resultaterne er fremlagt få dage efter, at medicinalselskabet Pfizer oplyste om sin første analyse af et fase 3-studie. Det viste en effekt i ni ud af ti tilfælde. Det vil sige, at den forhindrede 90 procent af smittetilfældene i Pfizers forsøg.

Samtidig kunne Pfizer berette, at der foreløbig ikke er konstateret nogen problemer med bi- eller skadevirkninger.

Pfizers vaccinekandidat er udviklet sammen med tyske Biontech. Begge har store forventningerne til resultaterne af fase 3-studiet. Hvis det fortsat forløber succesfuldt, agter Pfizer at søge om en nødgodkendelse i USA på den baggrund.

Det forventes ifølge Pfizer at ske i tredje uge i november.

Pfizers fase 3-studie begyndte i juli og er oppe på over 43.000 deltagere. Af dem har næsten 39.000 per 8. november modtaget vaccinens anden dosis.

Pfizers vaccine består også af to doser. Vaccinen er ifølge Pfizer effektiv 28 dage efter, at man har fået den første dosis.

I sin meddelelse mandag skrev Pfizer, at den forventer at producere 50 millioner doser i 2020 og 1,3 milliarder doser i 2021.

Rusland tester også en anden vaccine, som bliver produceret i Sibirien. Også den er lovende ifølge landets præsident, Vladimir Putin.

Forsker forsvarer fremskyndet godkendelse af russisk vaccine

Rusland vil påtage sig ansvar for bivirkninger fra covid-19 vaccine 

Putins vaccine møder modstand hos frontlinjearbejdere

Lovende russiske vaccineresultater vækker skepsis hos professorer 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også