Analytiker: Få overraskelser hos Novo Nordisk - vækstlokomotiv klarer sig godt

Spændingen var på forhånd taget ud af fredagens regnskab fra Novo Nordisk, mener Sydbank-analytiker Søren Løntoft Hansen, som dog alligevel kan konstatere, at diabetesmidlet Ozempic klarede sig bedre end ventet.
Foto: Sydbank/PR
Foto: Sydbank/PR
AF RITZAU FINANS

Efter en opjustering for godt tre uger siden, er det småt med overraskelser i fredagens kvartalsregnskab fra Novo Nordisk. Men det bekræfter, at det går godt med salget af GLP-1-midler, der er udset til de kommende års vækstskaber for Novo, konstaterer analytiker i Sydbank Søren Løntoft Hansen.

"Spændingen er taget lidt ud af regnskabet med opjusteringen i starten af oktober, hvor der også kom enkelte foreløbige regnskabstal."

"Målt i kroner er valutaeffekten dog lidt mere negativ end ventet, hvilket trækker blandt andet indtjeningen lidt mere ned, end markedet havde regnet med," siger Søren Løntoft Hansen.

Medicinalgiganten omsatte for 30,9 mia. kr. mod ventet 31,0 mia. kr. blandt analytikerne ifølge estimater, som Novo har indsamlet forud for regnskabet. Året før var omsætningen 30,3 mia. kr. i juli, august og september.

Driftsresultatet (EBIT) landede på 12,8 mia. kr. mod ventet 13,1 mia. kr. blandt analytikerne og 12,9 mia. kr. i tredje kvartal af 2019.

Pæne saglstal for Ozempic

Målt på omsætningen af de enkelte produkter skuffede de langtidsvirkende insuliner, mens salget af GLP-1-midlerne - vækstlokomotivet Ozempic og forgængeren Victoza - var større end ventet. Den relativt nylancerede diabetespille Rybelsus skuffer til gengæld lidt.

"Fokus i regnskabet er ifølge min vurdering knyttet til de produkter, der skal vokse solidt i de kommende år."

"Her har Ozempic klaret sig rigtigt godt i kvartalet, mens Rybelsus har "reboundet" lidt oven på et andet kvartal, hvor det har været svært at lancere pillen på det amerikanske marked som følge af nedlukningen på grund af covid-19. Det er altid svært at estimere salget i lanceringsåret, og det er måske baggrunden for, at salget er lidt lavere end ventet, men der er i hvert fald en positiv tendens i forhold til andet kvartal," konstaterer Søren Løntoft Hansen.

Salget af Victoza overrasker positivt som følge af positive rabatjusteringer, mens salget af de langtidsvirkende insuliner er lavere end ventet. Også her er det rabatjusteringer, som analytikerne ikke har indblik i, der er forklaringen, vurderer Søren Løntoft Hansen.

Samlet set venter han ingen større kursreaktion på regnskabet.

"Når man ser på midtpunktet af Novos forventninger i danske kroner ser det ud som om, at forventningerne i markedet ligger en anelse højere."

"Men når det er sagt, så er det et regnskab uden større overraskelser, og jeg tror ikke, at aktien skal så meget sammenlignet med det øvrige marked. Det hænger også sammen med, at den sammen med det øvrige aktiemarked er faldet i underkanten af 10 pct. siden opjusteringen."

Novo Nordisks omsætning stiger 7 pct. – Ozempic er igen regnskabets stjerne 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også