Stifter af ny millionfond: Sådan skal selskaber bejle til os

Mange selskaber har ikke det rette fokus, når de pitcher deres forretning til venturefonde, lyder det fra Stephan Christgau, medstifter af nystartede Eir Ventures, der vil drysse millioner over life science firmaer, der virkelig kan vise, at de har potentiale.
Stephan Christgau (th.), medstifter af Eir Ventures, har klare kriterier for, hvornår en virksomhed er interessant for en venturefond at investere i. Til venstre ses Andreas Rutger Segerros, den anden af fire medstiftere af Eir Venture | Foto: Nikolai Linares
Stephan Christgau (th.), medstifter af Eir Ventures, har klare kriterier for, hvornår en virksomhed er interessant for en venturefond at investere i. Til venstre ses Andreas Rutger Segerros, den anden af fire medstiftere af Eir Venture | Foto: Nikolai Linares

Med lanceringen af den nye venturefond Eir Ventures kan et bredt spektrum af danske og øvrige nordiske life science virksomheder overveje at bejle til fonden, der har som erklæret mål at kaste guld efter 12-14 lovende selskaber i løbet af de næste fire år.

Men hvad skal man som lovende medicinal-, biotek- og medicoselskab konkret gøre, og ikke gøre, hvis man vil ind i varmen hos Eir Ventures, der har rejst cirka en halv milliard kroner til sin fond?

MedWatch har stillet spørgsmålet til den ene af de fire frontpersoner i den nye pengetank, danske Stephan Christgau, der i 2007 var med til at stifte Novo Seeds, men som i oktober sidste år forlod partnerrollen for stedet at hellige sig arbejdet med den nye fond.

"Mange tidlige selskaber gør den "fejl" – i gåseøjne – at de kommer og fortæller stolpe op og stolpe ned om deres teknologi og forskning. Det er selvfølgelig fint, for god teknologi og forskning er selvsagt en absolut nødvendighed," siger Stephan Christgau, til MedWatch.

Men de forholder sig mindre til de konkurrerende projekter, og de forholder sig mindre til, hvordan de egentlig vil anskueliggøre, at de kan skabe værdi, lyder det.

"Så, hvad skal man gøre? Man skal fokusere på, hvorfor ens program eller projekt er bedre end alt andet, der findes eller er under udvikling, og hvordan man kommer frem til at have lægemidler eller produkter, der gør en forskel," siger Stephan Christgau.

Skal kunne pengene fem gange igen

Sammen med svenskerne Magnus Persson og Andreas Rutger Segerros samt amerikaneren Amanda Hayward, udgør Stephan Christgau stifter-teamet i Eir Ventures, der får kontorer i både København og Stockholm.  

Andreas Rutger Segerros har været partner i venturefonden Sunstone Capital, Magnus Persson i den svenske Health Cap og Amanda Hayward i amerikanske Baxalta Ventures.

"Vi er ventureinvestorer, og vi investerer for at få et venturekompatibelt afkast. Det vil sige, at for at vi går ind i noget, skal vi kunne se, at vi kan få vores penge mindst fem gange igen," siger Stephan Christgau.

Eir Venture vil investere i 12-14 selskaber i fortrinsvis Danmark og Sverige, men også i det øvrige Norden og USA og Europa, hvis det giver mening. Den nye fond vil i sine selskaber investere i omegnen af 3-6 mio. euro, typisk i syndikat med andre investorer, og med mulighed for at følge op.

"De selskaber, vi kommer til at investere i, skal fokusere på, hvad det er, der skal til for at bringe den finansiering, man søger, frem til hvilke milepæle. Man skal fokusere på, hvordan man anskueliggør, at de milepæle skaber den værdi, der gør, at vi kan se et venturekompatibelt afkast," forklarer Stephan Christgau.

Men kravet om femdobbelt afkast betyder det, at selskaber, der søger finansiering hos Eir Ventures, skal kunne sandsynliggøre markedsværdier, der tilsvarer finansieringen.

"Hvis vi går ind og finansierer et selskab – lad os sige i en runde på 10-15 mio. euro – så det skal det selskab kunne komme hen et sted, hvor man har en rimelig formodning om, at det er 50-75 mio. euro værd," siger Stephan Christgau.

Tænk globalt

Den danske ventureveteran betoner, at biotek er en global industri, og man som bejler til Eir Ventures derfor også skal kunne vise, at man har adgang til global talent. 

"Jo mere, de viser, at de har fat i de rigtige globale eksperter i stedet for bare lige at gå rundt til deres allernærmeste omegn, og dem de kan finde på den lokale gang på universitet, jo bedre," siger Stephan Christgau.

"Man kan ikke sige det nok: Udlad for alt i verden ikke at tænke globalt," tilføjer han. 

I Danmark og i Norden er biotekøkosystemet efterhånden kommet op i en liga, hvor også udlandet er begyndt at få øjnene op for regionen.

Kan man som et lille dansk biotekselskab sige, at man har støtte fra en lokal fond, som for eksempel Eir Ventures, vil udenlandske fonde og investorer være meget mere tilbøjelige til at gå med, lyder det.

Det samme gælder den anden vej rundt.

"Hvis vi skulle investere i et selskab i lad os sige Frankrig, Spanien eller Schweiz, vil det også være godt med en lokal investor. Det validerer jo og sikrer, at en indledende selektion har fundet sted," siger Stephan Christgau.

Har lavet flere exits indenfor fem år

Eir Ventures får et særligt program, Seedlings, der er målrettet de helt tidlige selskaber, og som bliver forvaltet i samarbejde med inkubatorer som for eksempel Bioinnovation Institute eller universiteter.

Programmet kommer til at udgøre ca. 5 pct. af fonden rent pengemæssigt, og målet er at gennemføre 3-4 af sådanne investeringer inden for det første år. 

"Det samme er målet for fondens øvrige investeringer – altså 3-4 investeringer i løbet af år ét og med dem co-investeringer med både lokale og internationale investorer," siger Stephan Christgau.

Og hvad på den lidt længere bane? Hvad er målet da?

"Hvis vi kigger 4-5 år frem, har vi på det tidspunkt forhåbentlig nogle succeser, nogle exits, eller på anden måde nogle gode milepæle, som gør, at vi kan sikre, at Eir Ventures får en lang, permanent og fremgangsrig tilstedeværelse her i økosystemet," siger Stephan Christgau.

Venture-veteraner rejser en halv milliard til ny life science-fond

Ny nordisk life science-fond giver håb om flere investeringer i Danmark 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også