MedWatch

Venture-veteraner rejser en halv milliard til ny life science-fond

Norden har fået en ny life science-fokuseret venturefond, der med 567 mio. kr. i kassen er klar til hjælpe lovende virksomheder på vej. Bag fonden står rutinerede venturefolk med erfaring fra Novo Seeds, Sunstone og svenske Health Cap.

Stifterne af Eir Ventures: Fra venstre: Stephan Christgau, Amanda Hayward, Andreas Rutger Segerros og Magnus Persson. Foto: trmedia.dk

Det danske life-science og biotekmiljø spirer som aldrig før, og i de kommende år vil millioner af kroner drysse over de mest lovende firmaer.

En ny nordisk venturefond med fokus på life science og over en halv milliard kroner i kassen har således set dagens lys.

Fonden har fået navnet Eir Ventures, og bag den står fire erfarne ven­tu­re-ve­te­ra­ner, der vil investere bredt i life science i fortrinsvis Danmark og Sverige, men også i det øvrige Norden, USA og Europa.

Det fortæller fondens ene medstifter Stephan Christgau til MedWatch.

"Investeringsmulighederne er utroligt mange, men også væsentlig flere, end hvad der er af tilgængelig kapital til at fuldbyrde potentialet. Derfor er der et slående behov for en ny fond," siger Stephan Christgau, der i 2007 var med til at stifte Novo Seeds.

Blandt investorerne i den nye fond er Novo Holdings, Vækstfonden, svenske Saminvest og European Investment Fund (EIF), der til sammen har skudt 76 mio. euro – 567 mio. kr. – i fonden.

"EIF er vel Europas mest erfarne fund of funds-investor, som er investor i de fleste succesfulde venturefonde. Dem er vi meget glade for. Det er jo et sign of approval at have dem med, ligesom vi også er meget tilfredse med, at Novo og Vækstfonden er gået med," siger Stephan Christgau, der forventer at rejse yderligere 25 mio. euro – 186 mio. kr. – inden for det næste års tid.

Hos Novo Holdings kalder managing partner Søren Møller Eir Ventures for "en signifikant værditilførsel" til det eksisterende biotekøkosystem.

Der er og har i lang tid været et kæmpe misforhold mellem alle de investeringsmuligheder, der er indenfor life science her i Norden, og så de få professionelle investorer, der agerer indenfor området.

Stephan Christgau, medstifter af Eir Ventures

"At Eir Ventures går i luften, er et vidnesbyrd om, at det ikke kun er os, der ser, at der virkelig sker noget her i Norden omkring biotek. Vi er meget begejstrede og ser virkelig frem til at følge den nye fond og se den bygge spændende selskaber op i regionen," siger Søren Møller til MedWatch.

Flere muligheder end penge

Etableringen af Eir Ventures kommer på et tidspunkt, hvor misforholdet mellem investeringsmodne projekter og kapitalen, der er til rådighed, kun vokser sig større.

For mens der i 00'erne var over ti fonde, der investerede i biotek i Danmark, er der i dag kun tre tilbage med et skarpt fokus på life science – Novo Holdings, Lundbeckfonden og Sunstone Capital – mens antallet af såkaldte inkubatorer, der smeder nye life science-firmaer ud fra forskning på blandt andet universiteterne, er i stærk vækst med især Bioinnovation Institute som en af de fremmeste.

"Der er og har i lang tid været et kæmpe misforhold mellem alle de investeringsmuligheder, der er indenfor life science her i Norden, og så de få professionelle investorer, der agerer indenfor området," siger Stephan Christgau.

Til at finde de rette selskaber at investere i har Stephan Christgau i Eir Ventures omgivet sig med tre andre erfarne venture-investorer.

Svenskeren Andreas Rutger Segerros er den ene af dem. Igennem flere end otte år og indtil februar sidste år var han partner i Sunstone Capital, og han kommer til at dele kontor med Stephan Christgau i Havnegade i København.

Den anden er Magnus Persson, der i dag er formand i både Galecto Biotech, Initiator Pharma og Cantagia fra Sverige, og som i 13 år har været partner i den svenske venturefond Health Cap, som har selv var med til at stifte.

Endelig er også amerikaneren Amanda Hayward, der til daglig arbejder for Rallybio i Connecticut, er formand i danske Hoba Therapeutics og tidligere var partner i amerikanske Baxalta Ventures, en del af den fire personer høje stifter-gruppe.

Mens de tre første vil hellige sig Eir Venture på fuld tid, bliver der for Amanda Hayward kun tale om en deltidsbeskæftigelse.

Ikke desto mindre er hendes medvirken af afgørende betydning, for den åbner døre til USA, lyder det.

"Amanda har et bredt netværk i USA, og med hende kan vi også være aktive i dét miljø, investere i amerikanske selskaber og også få amerikanske investeringer i Danmark, som arbejder sammen med os," siger Andreas Rutger Segerros til MedWatch.

Han understreger, at Eir Ventures er en nordisk life science venturefond, og han forventer, at over halvdelen af fondens investeringer bliver i selskaber fra Norden.

Både tidlige og sene selskaber

Med stifternes gennem mange år opbyggede indsigt og erfaring inden for særligt de tidlige investeringer i selskaber, hvis lægemiddel eller produkt stadig er præmaturt, kunne man måske tro, at den nye fond vil have en særlig forkærlighed for netop de meget unge life science-firmaer.

Men det er ikke tilfældet. Godt nok får den nye fond et særligt program, Seedlings, der er målrettet de helt tidlige selskaber, men programmet kommer kun til at udgøre ca. 5 pct. af fonden.

"Altså en meget lille del rent pengemæssigt og forvaltet på en lidt anden måde. Det bliver i samarbejde med inkubatorer som for eksempel Bioinnovation Institute eller universiteter, for sammen med dem at bringe de her selskaber til et stadie, hvor de er modne til en større finansiering," forklarer Stephan Christgau.

På det stadie, det lidt mere modne, er Eir Ventures også på udkig, ligesom fonden vil være det med endnu større selskaber.

"Med vores størrelse kan vi selvfølgelig ikke være med i de helt store 150-200 mio. dollar-runder i USA, men vi kan sagtens gå ind i selskaber, der er på lidt senere udviklingsstadier," siger Stephan Christgau.

Både Novo Holdings og Vækstfonden har hver investeret tocifrede millionbeløb i euro i fonden, og for Vækstfonden er målet med investeringen at styrke og udvikle det danske økosystem "så vi kan få nye, skalerbare virksomheder, og så vi kan få løftet og udviklet vores etablerede virksomheder."

"Jeg håber og tror, at vi med Eir Ventures, kommer til at se en lang række rigtig spændende danske virksomheder inden for life science-området," siger adm. direktør Rolf Kjærgaard.

Samme ønske har Søren Møller og Novo Holdings.

"Eir Ventures skal investere i de selskaber, som de selv synes, er gode, men vi er sikre på, at med det team og det netværk, de har, så vil danske virksomheder alt andet lige få et særligt fokus," siger han.

Og de behøver næppe vente længe for at se deres penge komme ud at arbejde, for fondens første investering er lige på trapperne, fortæller Stephan Christgau.

"Den kommer meget hurtigt. Indenfor for en måned eller to, vil jeg tro."

Vil den være i et dansk selskab?

"Det er der en meget høj sandsynlighed for. Sådan tror jeg vist godt, jeg kan formulere det," siger Stephan Christgau.

Erhvervsminister glæder sig over ny fond med fokus på life science

Ny nordisk life science-fond giver håb om flere investeringer i Danmark

Relaterede

Seneste nyt

Ledige job

Se flere

Se flere

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier