Europæisk sundhedssektor vil arbejde bedre sammen efter coronakrisen

Bedre samarbejde på tværs af sundhedssektoren skal være resultatet af coronakrisen, siger den europæiske lægemiddelorganisation, der tror på, at krisen nu viser vejen.
Coronakrisen vil lære sundhedssektoren at arbejde bedre sammen, når vi er ude på den anden side, mener den europæiske lægemiddelorganisation. | Foto: ANDREW CABALLERO-REYNOLDS/AFP / AFP
Coronakrisen vil lære sundhedssektoren at arbejde bedre sammen, når vi er ude på den anden side, mener den europæiske lægemiddelorganisation. | Foto: ANDREW CABALLERO-REYNOLDS/AFP / AFP

BRUXELLES

Et bedre økosystem inden for forskning og forsyningssikkerhed inden for medicin og medicinsk udstyr.

Det må være ambitionen efter coronakrisen, og det kan også godt lade sig gøre, mener Nathalie Moll, generaldirektør i den europæiske lægemiddelorganisation EFPIA (European Federation of Pharmaceutical Industries and Associations).

Den konklusion drager hun i et interview med EU-mediet Euractiv.

Ifølge generaldirektøren arbejder EFPIA's medlemmer "døgnet rundt" for at udvikle vacciner, tests og behandlinger, som kan bruges i kampen mod coronavirus.

"Vi er dedikerede til at arbejde sammen på tværs af forskning og sundhedssystemer og bruge vores verdensledende videnskab, mennesker og ressourcer til at tackle dette udbrud," siger Nathalie Moll til Euractiv og fortæller, at flere virksomheder har doneret aktivstoffer, som kan have potentiale til at behandle coronavirus til kliniske afprøvning.

Det inkluderer midler, der har været testet på andre sygdomme som ebola og hiv. Samtidig arbejder andre på, hvordan man hurtigt kan opskalere en produktion, når en vaccinekandidat er fundet.

Mindst et år inden vaccine

I øjeblikket er der planlagt eller pågår 82 kliniske afprøvninger i forhold til medicin mod coronavirus – heraf pågår tre i Europa.

Formanden for EU-Kommissionen, Ursula von der Leyen, har i forbindelse med en EU-donation til et tysk vaccinefirma været ude at sige, at en ny vaccine kan være klar i efteråret, men der maner Nathalie Moll til besindelse. Det vil tage mindst et år til halvandet før, der vil være en registreret vaccine på markedet.

Det skyldes de tidskrævende kliniske afprøvninger af vacciner.

Lærerig proces

Men Europa vil lære af processen, mener man i EFPIA.

"Jeg tror, det bliver vigtigt, at se helhedsorienteret sammen på Europas svar på dette og tage ved lære på tværs af offentlig og private sektorer over de europæiske institutioner og medlemslandene," siger Nathalie Moll.

Og det kan få betydning for den lægemiddelstrategi, som EU-Kommissionen skal spille ud med senere på året.

"Vi har brug for politikker, der kan skabe og støtte økosystemer indenfor forskning på den lange bane og som samtidig kan sikre medicin til patienter, som behøver det på en bæredygtig måde for vores sundhedssystemer i dag og i morgen. Vi tror på, at hvis vi arbejder sammen og sætter os rundt om bordet efter covid, så kan Europa opfylde begge disse ambitioner," siger Nathalie Moll.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også