Trods israelske udmeldinger: Coronavaccine tager mindst et år

Selv om israelske forskere mener snart at have en vaccine mod coronavirus, så kan der gå mindst et år, før en vaccine vil blive brugt på mennesker.
En israelsk forsker arbejder i laboratoriet på Migal-forskningsinstituttet i Kiryat Shmona i Israle, hvor de forsøger at få en vaccine klar mod Sars-cov-2. | Foto: JALAA MAREY/AFP / AFP
En israelsk forsker arbejder i laboratoriet på Migal-forskningsinstituttet i Kiryat Shmona i Israle, hvor de forsøger at få en vaccine klar mod Sars-cov-2. | Foto: JALAA MAREY/AFP / AFP
af ulrich quistgaard og ritzau finans

Selvom den israelske minister for videnskab og teknologi, Ofir Akunis, har udtalt, at landet er tæt på at have en vaccine klar mod den kinesiske corona-virus Sars-cov-2, så mangler der nogle væsentlige detaljer i den udlægning.

Akunis sagde, at vaccinen kunne erhverves om 90 dage, hvilket ville gøre det israelske vaccineprojekt til det absolut førende på markedet mod det aktuelle virusudbrud, men udmeldingen handler efter al sandsynlighed mere om, at vaccinekandidaten kan sendes i kliniske forsøg om tre måneder, hvilket giver et helt andet tidsperspektiv for projektet.

Det skyldes, at den israelske vaccinekandidat ligesom alle andre skal testes og godkendes af myndighederne. Og det tager tid, siger Kåre Mølbak, professor og faglig direktør på Statens Serum Institut.

"Vaccinen skal testes. Man skal være sikker på, at den virker, og man skal være sikker på, at den er sikker at anvende til mennesker. På den måde er der rigtig meget arbejde, der skal afsluttes, før man har noget, der kan anvendes i større omfang. Min vurdering er, at der under alle omstændigheder vil gå mindst et år, før det er et produkt, man vil kunne bruge hos mennesker," siger Kåre Mølbak.

Israelske forskere har sagt til The Jerusalem Post, at de vil have fremstillet en vaccine mod coronavirus "om få uger".

Forskerne vurderer, at det vil tage mindst 90 dage at komme gennem godkendelsesproceduren, og at det potentielt også vil tage tid at få vaccinen ud på markedet.

Der findes endnu ikke nogen vaccine mod det potentielt dødelige coronavirus.

"Hvis det hele går efter planen, så vil vaccinen være klar inden for få uger, og den vil kunne erhverves om 90 dage," sagde Ofir Akunis ifølge The Jerusalem Post.

Israel er langtfra ene om at arbejde på en vaccine mod coronavirus. Ifølge Kåre Mølbak er der flere virksomheder med lovende vaccinekandidater.

"På den måde vil man også kunne tage nogle valg, om det er den ene eller den anden vaccine, man skal gå videre med," siger han.

Indtil videre er flere mennesker verden over døde som følge af coronavirus, og endnu flere er smittet med virussen. Det kunne give en forventning om, at en vaccine hurtigt ville blive godkendt, når først den var udviklet.

Men på grund af tidligere erfaring bliver vacciner ikke bare godkendt, før de er testet grundigt, fortæller Kåre Mølbak.

"Der er flere eksempler på, at hvis man er rykket for hurtigt ud med nogle vacciner, så har man fundet ud af, at der er problemer med bivirkninger. Der er ingen, der er interesseret i at begynde at give vacciner til et stort antal mennesker, som er forbundet med bivirkninger," siger han.

Natten til torsdag blev den første dansker testet positiv for coronavirus.

Minister: Israelske forskere nærmer sig vaccine mod corona 

Epidemiforsker: En vaccine vil ikke stoppe smitten af coronavirus

Infodemi: De falske nyheder har kronede dage under coronavirussen

Moderna tester coronavaccine i første kliniske studie 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også