Biomarin løfter salget med 14 pct. – forventer første overskud i 2020

Det amerikanske biotekselskab Biomarin solgte for 11,6 mia. kr. i 2019, hvilket var en stigning på 14 pct. Selskabet forventer i 2020 sit første reelle overskud.
Foto: Cancer Research UK / Reuters / Ritzau Scanpix
Foto: Cancer Research UK / Reuters / Ritzau Scanpix

Der er fuld fart på væksten hos det amerikanske biotekselskab Biomarin, som blandt andet håber på at konkurrere med Novo Nordisk på hæmofiliområdet og Ascendis Pharma inden for dværgvækst.

Det viser selskabets årsregnskab, der landede onsdag aften dansk tid.

Biomarins omsætning i 2019 lød på for 1,7 mia. dollar – 11,6 mia. kr. – hvilket var 14 pct. højere end året før.

Årets resultat blev et underskud på 24 mio. dollar – 162 mio. kr. – hvilket var markant bedre end året før, hvor underskuddet lød på 77 mio. dollar – 527 mio. kr.

Nok så interessant melder Biomarin, at selskabet i 2020 forventer at levere sit første overskud på bundlinjen samt en omsætningsvækst mellem 14 og 20 pct.

Tallene for bundlinjen er i denne sammenhæng baseret på standard regnskabspraksis (GAAP) og ikke de justerede resultater (non-GAAP), som stort set alle amerikanske virksomheder også præsenterer i deres regnskaber.

Kigger man på Biomarins justerede resultat, som er fraregnet renter, skat, nedskrivninger, afskrivninger, aktiebonusser og en lang række administrative omkostninger, har selskabet et overskud på 167 mio. dollar – 1,1 mia. kr. – mod 91 mio. dollar – 621 mio. kr. – året før.

Biomarin blev stiftet i 1997 og fik dengang hjælp fra den kendte danske biotekinvestor Florian Schönharting, som var blandt de tidlige pengemænd i selskabet. Selskabets speciale er sjældne stofskiftesygdomme ligesom Orphazyme, uden at de to selskaber dog konkurrerer inden for de samme indikationer.

Topsællert indbragte 3,7 mia. kr.

Biomarins bedst sælgende lægemiddel i 2019 var midlet Vimizim mod den sjældne stofskiftesygdom Morquios syndrom type A, som solgte for 544 mio. dollar – 3,7 mia. kr. Det var 13 pct. mere end året før.

Selskabets næstbedst sælgende middel var Kuvan mod den ligeledes sjældne stofskiftesygdom hyperfenylalaninæmi, som solgte for 463 mio. dollar – 3,2 mia. kr. Det var 7 pct. mere end året før.

Selskabets hurtigst voksende midler var Brineura og Palynziq, som blev godkendt i henholdsvis april 2017 og maj 2018 af FDA. Brineura solgte for 72 mio. dollar – 492 mio. kr. – mens Palynziq solgte for 87 mio. dollar – 594 mio. kr.

Brineura er et middel mod en form af den meget sjældne neurologiske sygdom Battens sygdom, mens Palynziq er et middel mod stofskiftesygdommen phenylketonuri (PKU).

Kigger man i Biomarins pipeline springer især to behandlinger i øjenene: En genterapi mod hæmofili A ved navn valoctocogene roxaparvovec, som er sendt til godkendelse i USA og Europa og skal konkurrere med Novo Nordisk, samt midlet vosoritid, der har bestået fase 3-studier mod dværgvækst og kommer til at konkurrere med Ascendis Pharmas Transcon CNP på området, såfremt begge midler en dag bliver godkendt.

Biomarin får hurtig vurdering af blødergenterapi hos FDA

Biomarin sender genterapi mod hæmofili til godkendelse hos FDA 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også