Seed Capital-partners firma får godkendt Parkinsons-behandling i Skandinavien

Lobsor Pharmaceuticals, der er stiftet af Seed Capital-partneren Ulf Rosén, har fået godkendt Parkinsons-behandlingen Lecigon i Danmark, Norge og Finland og vil nu brede behandlingen ud i Europa.
Ulf Rosén, medstifter og adm. direktør i Lobsor Pharmaceuticals samt partner i Seed Capital. | Foto: Lobsor Pharmaceuticals / PR
Ulf Rosén, medstifter og adm. direktør i Lobsor Pharmaceuticals samt partner i Seed Capital. | Foto: Lobsor Pharmaceuticals / PR

Det svenske medicinalselskab Lobsor Pharmaceuticals, som er stiftet og ledet af Ulf Rosén, partner i den danske venturefond Seed Capital, har fået godkendt sit hovedaktiv Lecigon til salg i Skandinavien.

Lecigon er en omformulering af det finske medicinalselskab Orions kombinationsbehandling Stalevo mod Parkinsons, som Orion samarbejder med Novartis om at markedsføre.

Kombinationsbehandlingen består af stofferne levodopa, carbidopa og entacapon, som Lobsor har omformuleret til brug i en lille pumpe, der kan levere midlet ind i patientens tarm, hvilket skal øge behandlingens effekt.

Lecigon er nu godkendt til salg i Danmark, Norge, Finland samt Sverige, hvor behandlingen blev godkendt i oktober sidste år.

I en pressemeddelelse skriver Ulf Rosén, at selskabet nu vil søge yderligere godkendelser i Europa over de næste 18 måneder. Ulf Rosén har desuden tidligere fortalt til Bloomberg, at Lobsor overvejer en børsnotering for at finansiere det europæiske indtog.

Lobsor anslår selv, at det samlede marked, som Lecigon skal kapre en bid af, lyder på 450 mio. dollar om året svarende til 3 mia. kr.

Udover at være adm. direktør i Lobsor er Ulf Rosén i kraft af sin position hos Seed Capital også bestyrelsesmedlem hos de danske life science-selskaber Reapplix og Acarix.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også