Brancheformand slår alarm: Biotekfirmaer tørster efter venturepenge

Dansk Bioteks formand Hans Schambye siger, at der er for få venturefonde til at støtte de mange gode opstartsselskaber, der springer ud på den danske biotekscene. Venturefonde medgiver, at de må sige nej til firmaer med potentiale.
Hans Schambye, formand for Dansk Biotek. | Foto: Henriette Bonde
Hans Schambye, formand for Dansk Biotek. | Foto: Henriette Bonde

Hans Schambye, formand for brancheforeningen Dansk Biotek, råber nu vagt i gevær over den mangel på risikovillige venturepenge, som ifølge ham udmagrer underskoven af nye, lovende biotekfirmaer i Danmark.

Det skriver Børsen.

"Venturefondene må sige nej til ting, der godt kan blive til noget, og derfor mangler der kapacitet til de gode selskaber, der er at investere i," siger Hans Schambye til Børsen.

Biotekformanden mener, at de eksisterende, kendte fonde som Novo Seeds, Lundbeckfonden Emerge og Sunstone Capital ikke har nok kapacitet til at følge med alle de gode biotekselskaber, som opstår i Danmark for tiden.

Hos Novo Seeds mener ledende partner Søren Møller ikke, at kapacitet er problemet – fondene bugner af penge – men han medgiver, at venturefondene er nødt til at afvise ellers lovende selskaber.

Søren Møller mener, at det ville være positivt at have flere fonde i Danmark, sådan at de individuelle fonde bedre kan sprede deres investeringer og risiko. Som et tænkt eksempel forklarer Søren Møller, at en fond kunne finde på at sige nej til et lovende kræftselskab, hvis fonden allerede har et stort antal investeringer i selskaber på kræftområdet.

Hans Schambye er selv adm. direktør i biotekselskabet Galecto Biotech, som fik 590 mio. kr. af en lang række danske og udelandske fonde og selskaber, heriblandt Novo Seeds, Sunstone Capital, Seed Capital og Bristol-Myers Squibb.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også