Børsaspirant løber tør for penge til januar – Novo-ejer klar med flere

Biotekselskabet Reapplix har udstedt aktier for 125 mio. kroner og optaget lån for godt 23 mio. kr., der senere kan konverteres til aktier. Det kan holde selskabet kørende året ud, og man jagter derfor ny kapital. Alle muligheder – herunder en børsnotering – er i spil, lyder det fra den adm. direktør.
Biotekselskabet Reapplix har til sine eksisterende investorer udstedt aktier for 125 mio. kroner og fra samme investorer optaget lån for godt 23 mio. kr. | Foto: Reapplix/PR
Biotekselskabet Reapplix har til sine eksisterende investorer udstedt aktier for 125 mio. kroner og fra samme investorer optaget lån for godt 23 mio. kr. | Foto: Reapplix/PR

Det danske sårpleje- og diabetes-selskab Reapplix, der er stiftet af blandt andre opfinderen af Novo Nordisks insulinpen, og som i en rum tid har været en blandt flere brandvarme børskandidater i Danmark, lever på sine velvillige investorers nåde.

Selskabet med base i Birkerød nord for København har i det forgange regnskabsår således udstedt 1,8 mio. nye aktier svarende til 125 mio. kr. til selskabets eksisterende investorer, Seed Capital, Vækstfonden og Novo Seeds, der har udnyttet muligheden for at konvertere tidligere lån til aktier.

Samtidigt har Reapplix fra samme investorer optaget lån for 3,1 mio. euro, godt 23,15 mio. kr., der ligeledes på et senere tidspunkt kan konverteres til aktier.

Med de ekstra penge på kontoen kan Reapplix med nød og næppe holde skruen i vandet med et underskud, der i 2018 ender på 38.000 kroner.

Det fremgår af selskabets seneste årsrapport, og til MedWatch bekræfter adm. direktør i Reapplix, Graeme Brookes.

"Vi er et mindre selskab med en typisk venture capital finansieringsmodel, hvor der sker løbende, mindre kapitaltilførsler indtil næste væsentlige milepæl," forklarer Graeme Brookes.

Ifølge den centrale virksomhedsdatabase, cvr, sidder stifterne af Reaplix på mellem 5-10 pct. af aktierne, Seed Capital, der kom ind som de første udefrakommende investorer, på 33,33-44,99 pct. af aktierne, mens Novo Seeds og Vækstfonden har købt sig ind med hver 20-24,99 pct. af den samlede aktiebeholdning i Reapplix.

Graeme Brookes lægger vægt på, at et mindre selskab med Reapplix’ ejerstruktur bliver finansieret anderledes end store selskaber ejet af kapitalfonde eller på børsen.

”Vi skal hele tiden bevise vores værd over for ejerne, og det har vi det helt fint med. Derfor har vi både i 2018 og 2019 fået tilført ny kapital til den videre drift fra de eksisterende aktionærer,” siger Graeme Brookes. 

Tvivl om virksomhedens fremtidige drift

Birkerødselskabet, som har udviklet et biologiske plaster til vanskeligt helende diabetiske fodsår, har for nyligt oprustet bestyrelsen med indlemmelsen af en række markante profiler.

Først var det biotekveteranen og serieiværksætteren Ulrik Spork samt den tidligere finansdirektør i rederiet J. Lauritzen Birgit Aagaard-Svendsen, der stødte til.

Siden sluttede også Cyrille Petit sig til Reapplix fra en stilling som udviklingschef i den britiske medicogigant Smith & Nephew, der konkurrerer med Coloplast på sårplejeområdet.

Alle har de i regnskabet fra 2018 kunnet læse, hvordan Reapplix’ revisorer har erklæret, at der er tvivl om hvorvidt, selskabet med den nuværende finansiering kan fortsætter driften.

Men det tager Graeme Brookes ikke så højtideligt.

”I forhold til kapitalberedskabet er det en standard regnskabsmæssig forpligtelse at forholde sig til ’going concern' i årsrapporten. Det indebærer, at vi i regnskabet skal forholde os til, om driften af selskabet kan fortsætte det næste år, herunder hvad vi kan gøre for at sikre, at dette er tilfældet,” forklarer den britiske topchef.

De nye bestyrelsesmedlemmer i den nu syv mand høje bestyrelse har i regnskabet imidlertid også kunnet notere sig, at Reapplix med de seneste kapitalrejsninger efter eget udsagt kan holde driften kørende til og med 2019.

Af regnskabet fremgår desuden, at selskabets eksisterende investorer har givet tilsagn om at ville støtte selskabet økonomisk frem til januar 2020.

”Vi markerer altså, at vi kan holde os kørende næste år med ved at angive, at de eksisterende aktionærer har givet tilsagn om at tilføre den nødvendige kapital, og at de i øvrigt holder alle muligheder åbne for at sikre den videre drift. Det er standard regnskabspraksis,” siger Graeme Brookes.

Vil ikke hverken be- eller afkræfte

Og netop den videre drift skal finansieres, hvilket kan ske på flere forskellige måder.

I januar skiftede Reapplix selskabsform fra anpartsselskab til aktieselskab for at "være forberedte, uanset hvilken form for fremtidig finansiering af selskabets strategi" man måtte vælge.

Og en række medier, herunder Berlingske og MedWatch, har erfaret, at Reapplix barsler med planer om at gå på børsen, og at selskabet har hyret investeringsbankerne Carnegie og ABG til at gennemføre noteringen.

Hverken bankerne eller Reapplix har dog ville be- eller afkræfte forlydenderne, og det vil Graeme Brookes heller ikke i dag.

"Som du ved, vil vi i sagens natur aldrig kunne svare konkret på den slags spørgsmål, men helt generelt har der på intet tidspunkt været tale om at udelukke den ene eller anden form for finansiering af vores kommercialiseringsstrategi. Heller ikke nu," siger Graeme Brookes.

Investorer hilser børsnotering velkommen

Reapplix’ hovedaktiv er et særligt biologisk plaster til vanskeligt helende diabetiske fodsår. Det er fremstillet fra patienternes eget blod, og tanken er at lancere det under navnet Leucopatch i Europa og 3CPatch i USA, hvor det allerede er taget i brug i visse klinikker.

Reapplix er pt. i fuld sving med forberedelserne til en bredere kommercialisering og udrulning af det biologiske plaster og er herunder i dialog med relevante myndigheder i forskellige lande. Det koster på bundlinjen.

”Årsregnskabet er som forventet, og underskuddet er helt som planlagt øget som følge af organisatorisk og aktivitetsmæssig forberedelse af kommercialisering af vores produkt, f.eks. ved etablering af et amerikansk kontor,” forklarer Graeme Brookes.

Processen er kun lige begyndt, og der skal adskillige millioner ekstra kroner til for den videre udvikling, og spørger man i Vækstfonden, der samlet har investeret ca. 30 mio. kroner i Reapplix, er man ikke afvisende overfor tanken om en børsnotering.

”For et selskab som Reapplix vil en børsnotering naturligt være én blandt en række potentielle veje at gå frem mod en kapitalrejsning,” siger Rolf Kjærgaard, investeringschef i Vækstfonden, til MedWatch.

”I Vækstfonden er vi derfor primært optaget af, at de virksomheder, vi investerer i, afsøger de forskellige scenarier og derigennem sikrer, at den næste kapitalrunde opnås på netop den måde, der bedst passer det enkelte selskab og den givne situation,” uddyber han.

Lignende toner lyder fra Novo Seeds, der ifølge porteføljeforvalter Søren Møller har investeret et ”større tocifret millionbeløb” i Reapplix i de 3-4 investeringsrunder, fonden har deltaget i.

”Alle muligheder er åbne. Biotekselskaber kræver mange penge til udvikling. Om de kommer via en stor privat finansieringsrunde eller via en børsnotering er for os begge to spændende muligheder,” siger Søren Møller, til MedWatch.

MedWatch: Hvis ikke Reapplix inden januar 2020 har meldt ud, at selskabets vil lade sig børsnotere, vil Novo Seeds da deltage i en privat finansieringsrunde?

"Ja, bestemt. Vi er med. Det er planen. Vi synes, at Reapplix udvikler sig fantastisk, og at mulighederne for selskabet er ret store. Så vi bakker helt klart op om selskabet,” siger Søren Møller. 

Det har trods flere henvendelser ikke været muligt at få en kommentar fra Seed Capital til denne artikel.

Børskandidat får anerkendende rygstød til hovedaktiv mod diabetiske sår

Børsaspirant fortsætter oprustningen og henter forretningsudvikler til bestyrelsen 

Brandvarm børskandidat opruster med markante profiler i bestyrelsen

Børskandidat bliver til aktieselskab: "Et naturligt skridt"

Reapplix jagter penge, men vil ikke bekræfte børsnotering

Medie: Reapplix planlægger børsnotering i 2019

Reapplix starter selskab i Texas og gearer op til amerikansk lancering af diabetesplaster 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også