Novo Nordisk glæder sig over ny smutvej til handel med Iran

En ny økonomisk mekanisme gør det muligt for europæerne at omgå USA's sanktioner mod Iran, og den ser Novo Nordisk frem til at benytte sig af til at sælge sine lægemidler i det mellemøstlige land.
Novo Nordisk glæder sig over nyt europæisk initiativ, som gør det muligt at handle med Iran uden om USA's sanktioner mod landet. | Foto: Ebrahim Noroozi/AP/POLFOTO
Novo Nordisk glæder sig over nyt europæisk initiativ, som gør det muligt at handle med Iran uden om USA's sanktioner mod landet. | Foto: Ebrahim Noroozi/AP/POLFOTO
AF RITZAU & MARTIN HAVTORN PETERSEN

Tyskland, Frankrig og Storbritannien har officielt iværksat et program, kaldet Instex, som gør det muligt at handle med Iran uden om USA's sanktioner mod landet. 

Det bekræfter diplomater torsdag over for nyhedsbureauerne Reuters og AFP.

Hos den danske medicinalkoncern Novo Nordisk hilser man initiativet velkomment og glæder sig til at benytte sig af det. Det skriver Politiken.

"Vi har længe efterspurgt et initiativ som Instex. Vi er derfor meget positive over for nyheden og vil se frem til at benytte os af denne nye finansielle mulighed," skriver Lars Bo Smidt, Novos finanschef for AAMEO-regionen, der blandt andet dækker Mellemøsten, i en e-mail til avisen.

Den særlige program, som man er blevet enige om, skal registreres i Frankrig og have kontor i Tyskland. Alle tre lande er med til at finansiere programmet. Det sker i trods over for USA og præsident Donald Trump, som har trukket den amerikanske underskrift på en international atomaftale med Iran tilbage.

I stedet har Trump genindført sanktioner, som har ramt Iran hårdt. Det har de europæiske lande stået uforstående over for. De mener, at atomaftalen JCPOA var den bedst opnåelige for at forhindre Iran i at blive en atommagt.

Et vigtigt politisk budskab

De tre lande ventes snarest at komme med en fælles udtalelse om det fælles program med det lidt knudrede navn Instrument in Support of Trade Exchanges (Instex). Det indebærer afregning uden om dollar. Det vil hurtigt herefter få den formelle støtte fra de øvrige EU-lande.

"Det vil ikke ændre tingene dramatisk. Men det er et vigtigt politisk budskab til Iran, for at vise, at vi er fast besluttet på at redde JCPOA og også over for USA, for at vise at vi forsvarer vores interesser, trods deres ekstraterritoriale sanktioner," siger en europæisk diplomat.

Med den nye økonomiske mekanisme er der udsigt til, at dele af Europas handel med Iran kan genoptages. Det gælder i forhold til fødevarer, medicin og humanitær hjælp. Men ikke når det gælder handel med olie.

Det betyder dog ikke, at det er fryd og gammen mellem EU og Iran.

Tidligere på måneden vedtog europæerne sanktioner mod regimet i Teheran som svar på Irans forsøg med langtrækkende raketter og forsøg på drab i europæiske lande, herunder formentlig også i Danmark.

EU vil beskytte europæiske virksomheder mod USA's Iran-sanktioner 

Novo Nordisk frygter begrænsede bankforbindelser i Iran 

Amerikansk Iran-exit kan ramme danske virksomheder 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også